Der er to sider af den brasilianske fodboldstjerne Neymar. På den ene side fortryller han seerne med sine finurlige driblinger og scoringer. På den anden side får han folk op i det røde felt, når han spræller rundt på banen og skriger i smerte efter selv en mild tackling.

I et interview til ESPN svarer Neymar nu på kritikken om, at han filmede for meget under VM-slutrunden i Rusland.

»Tror du, at jeg har lyst til, at der hele tiden bliver begået frispark på mig? Nej, det gør ondt. Efter kampene skal jeg lægge is på i flere timer. De, der ikke forstår det og ikke har prøvet det, vil aldrig komme til at forstå det,« siger Neymar.

Neymar fejrer sit mål til 1-0 for Brasilien i ottendedelsfinalen mod Mexico.
Neymar fejrer sit mål til 1-0 for Brasilien i ottendedelsfinalen mod Mexico. Foto: FABRICE COFFRINI
Vis mere

26-årige Neymar, som til daglig spiller i den franske storklub Paris Saint-Germain, siger, at han tager kritikken med et smil på læben. Desuden afviser han at ændre måden, han spiller fodbold på.

»Den måde, jeg spiller på, har altid været den samme. Det er ikke i dag, at jeg startede med at blive mål for (disse tacklinger, red.). Det startede, da jeg var 17 år med mange frispark imod mig, mange hårde tacklinger. Det er en del af spillet. Mit spil handler om driblinger og at slå min (direkte, red.) modstander. Jeg kan ikke sige til ham: ‘Lad mig score’,« siger Neymar.

Neymar ser skuffet ud i slutningen af VM-kvartfinalen mellem Brasilien og Belgien.
Neymar ser skuffet ud i slutningen af VM-kvartfinalen mellem Brasilien og Belgien. Foto: BENJAMIN CREMEL
Vis mere

Neymar kalder skuffelsen til VM den største i sin karriere. Her stødte Brasilien på Belgien i kvartfinalen og måtte se sig slået ud efter et nederlag på 1-2.

»Min sorg var stor. Det var meget hårdt og trist. Den største (sorg, red.), jeg har prøvet i min karriere. Men det er ovre nu. Nu må jeg tænke fremad, hvile og værdsætte tiden med min familie, min kæreste og lave alle de ting, der gør mig glad,« siger Neymar og fortsætter:

»Vi tager positive ting med hjem fra VM. Selvfølgelig er sorgen meget større, fordi vi vidste, at vi havde holdet og spillere af kvalitet (til at vinde, red.) Men ting sker i fodbold. Det kunne vi ikke.«