Zelenskyj: USA og Ukraine mødes måske i Norge
Spændingerne vokser mellem de to parter.

Spændingerne vokser mellem de to parter.

Et muligt møde mellem Ukraine og USA kan finde sted i Norge inden for få dage.
Det siger Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i en ny video på X delt mandag aften.
»Jeg har snakket med præsident Trumps repræsentanter søndag. Det er godt, at vi har regelmæssig kontakt, og vi håber på at møde Steve Witkoff og Jared Kushner, måske i Norge, i løbet af de nærmeste dage,« siger han i videoen, som Dagbladet har gennemgået.
Samme melding kommer fra amerikanske kilder, som Reuters har talt med.
Spændingerne vokser i øjeblikket mellem USA og Ukraine, og Zelenskyj sagde for nylig under et interview med værten Piers Morgan, at han føler sig forrådt af Trump.
Trump har i den seneste tid langet hårdt ud efter Zelenskyj og foreslået, at Ukraine får en ny leder. Han har også sagt, at Zelenskyj ikke ønsker, at krigen mod Rusland slutter.
Samtidig har Trump givet, hvad der kan ses som en håndsrækning til Rusland, ved at suspendere en række sanktioner og toldsatser mod landet.
Mandag aften dank tid sagde Trump under et pressemøde, at Ukraine måske skal til at finde en anden forhandler end Zelenskyj.
Ukraine har for nylig anklaget USA for at begrænse adgangen til efterretninger fra Elon Musks Starlink-satellitter, som ukrainerne bruger i krigen.
USA har afvist, at det skulle have fundet sted, men i sit opslag mandag gentager Zelenskyj nu anklagerne.
Han skriver, at Ukraine ikke modtog nogle tidlige efterretninger eller advarsler om et ballistisk missilangreb søndag aften, som skal have kvæstet flere.
»Og vi oplever stadig hastighedsbegrænsninger på Starlink,« skriver han i opslaget.
»Ukraine har ikke fået en forklaring på nogle af disse problmer fra amerikansk side.«