Volvo vil fyre 2500 medarbejdere i ny spareplan
Volvo skal spare fem milliarder svenske kroner. Det kommer til at koste 2500 medarbejdere jobbet.

Volvo skal spare fem milliarder svenske kroner. Det kommer til at koste 2500 medarbejdere jobbet.

Volvo vil fyre 2500 ansatte på verdensplan som led i en ny spareplan.
Det skriver det svenske nyhedsbureau TT i anledning af bilproducentens kvartalsregnskab.
Selskabet har leveret en omsætning på knap 45 milliarder danske kroner. Det er et fald på næsten 23 procent sammenlignet med samme periode året forinden.
2000 af de nedlagte stillinger skal findes ved selskabets produktion i Sverige, lyder det.
Tiltagene skal spare selskabet for fem milliarder svenske kroner, altså omkring 3,36 milliarder danske kroner.
Beslutninger om, hvilke personer der skal spares væk, vil blive taget ved hjælp af konsulentaftaler, naturlig afgang og målrettede fratrædelsesordninger.
- Vi opererer fortsat i et meget krævende miljø med store eksterne udfordringer: deglobalisering, hyperkonkurrence og klimaændringer, lyder det fra Håkan Samuelsson, der er administrerende direktør, ifølge nyhedsbureauet.
Direktøren erstattes desuden i oktober næste år af Klaus Zellmer, der kommer fra konkurrenten Skoda.
Volvo har produktionsanlæg i Göteborg, i Gent i Belgien, i South Carolina i USA samt flere steder i Kina.
Al forskning, udvikling og design foregår ved hovedsædet i Göteborg og i Shanghai.
Volvo tog et gevaldigt dyk på børsen, efter det aflagde halvårsregnskab i juli, og siden nytår er den faldet med omkring 50 procent.
Selskabet, der er kinesisk ejet, men stadig har stor tilknytning til Sverige, oplevede et kollaps i salget i Kina.
Fra april til juni dalede salget i Kina til 23.600 biler – et fald på 37 procent sammenlignet med det tilsvarende kvartal i 2025.
Bilproducenten blev i 2010 købt af kinesiske Geely Holding.
RITZAU