USA har mandag fjernet Syrien fra listen over stater, der støtter terrorisme.

Det fremgår ifølge Reuters af det amerikanske finansministeriums hjemmeside.

Syrien har i årtier været betegnet som en stat, der støtter terrorisme. Betegnelsen har blandt andet vanskeliggjort investeringer i landet.

- Dagens beslutning vil bidrage til at fremme yderligere investeringer i Syrien og dermed styrke den politiske og økonomiske stabilitet, udtaler USA's finansminister, Scott Bessent, i en meddelelse ifølge AFP.

Ifølge Reuters har stemplet som terrorstøtte medført restriktioner på amerikansk udviklingsbistand, forsvarseksport og nogle finansielle transaktioner.

Beslutningen om at fjerne Syrien fra listen blev første gang meddelt i juli, men skulle først gennemgås af den amerikanske Kongres.

I den forbindelse udtalte den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubio, at "ophævelsen af sanktionerne mod Syrien vil åbne op for international handel og investeringer".

Derudover lød det fra Rubio, at tiltaget ville give Syrien en chance for at genopbygge og åbne et nyt kapitel, skriver AFP.

Tiltaget om at fjerne Syrien fra listen kom på tale, efter at den amerikanske præsident, Donald Trump, havde holdt et møde med Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, under et Nato-topmøde.

Ahmed al-Sharaa stod tidligere i spidsen for oprørsbevægelsen Hayat Tahrir al-Sham (HTS), som i december 2024 væltede det daværende syriske regime og den daværende præsident, Bashar al-Assad.

HTS har rødder i Jabhat al-Nusra, som var tæt allieret med den militante gruppe al-Qaeda. I juli sidste år blev HTS fjernet fra USA's terrorliste.

RITZAU