Sammen med store dele af verden sad Ulla Terkelsen klar, da den britiske skandaleprins Andrew ville forsøge at forklare sig ud af sit forhold til rufferidømte Jeffrey Epstein.

Interviewet, som blev sendt på BBC, har fået den stik modsatte effekt, og TV 2-korrespondenten har et godt bud på hvorfor.

De royale balancerer ifølge en klumme i Jyllands-Posten af den garvede journalist på en smal bom, hvor de både er ophøjede, men også til grin på grund af deres ekstremt privilegerede livsstil og forankring til historien.

Netop det blev interviewet et udtryk for.

Prins Andrew.
Prins Andrew. Foto: MUSTAFA OZER
Vis mere

’Jeg så hele BBC-interviewet med ham, da det blev sendt første gang og sad rystet på kanten af en øreklapstol i mit hjem i Frankrig og troede ikke, det var sandt, hvad jeg så og hørte,’ skriver Ulla Terkelsen blandt andet.

Hun fortsætter med at opridse de mange faldgruber, interviewet havde – og som prins Andrew, der er Dronning Elizabeths næstældste søn, blev ved med at falde i. Det gjorde interviewet både ’afsindigt pinligt og morsomt,’ som hun skriver.

Prins Andrew er udover sit venskab med Jeffrey Epstein også selv i søgelyset, da en af Epsteins tidligere 'sexslaver' har beskyldt prinsen for at udnytte hende seksuelt tre gange, da hun var blot 17 år.

Ulla Terkelsen sætter gennem hele sin klumme fingeren på, hvorfor interviewet med prins Andrew endte så katastrofalt for ham og som blandt andet har betydet, at han har måttet trække sig fra alle sine officielle pligter, og flere af de organisationer og virksomheder, han var protektor for, har trukket sig fra samarbejdet.

Interviewet har også kostet ham en plads i ledelsen hos en investeringsvirksomhed, som han var med til at stifte i 2014, og hvor han fik to procent af alle indtjeninger på investeringer i tech.

Prinsen har altså i mange år været en del af en af verdens rigeste familier – men har alligevel ikke haft råd til at betale for et hotel, da han rejste over til Epstein, efter denne blev dømt for rufferi, for at afslutte deres venskab, pointerer Ulla Terkelsen.

Hun kalder det for ’grotesk’, at prins Andrew boede hos Jeffrey Epstein i fem dage under sit besøg i New York - noget han siden har fortrudt.

Man kunne måske tro, at prinsen kunne have betalt for et hotelværelse og roomservice, eller måske kunne have overnattet hos den britiske generalkonsul i byen, så han ikke havde sat sig selv i den belastende situation, mener Ulla Terkelsen.