Import af udenlandske vindturbiner og komponenter til vindmøller udgør en potentiel trussel for USA's sikkerhed.

Det fremgår af et dekret, som USA's præsident, Donald Trump, har underskrevet torsdag. Dekretet er efterfølgende lagt ud på Det Hvide Hus' hjemmeside.

Trump pålægger i dekretet USA's handelsminister, Howard Lutnick, og USA's handelsrepræsentant, Jamieson Greer, at indlede forhandlinger med udenlandske handelspartnere for at imødegå truslen.

Inden for 180 dage skal de orientere Trump om, hvilke fremskridt der er sket, står der i dekretet.

Det fremgår, at Howard Lutnick inden for de seneste 90 dage har fremlagt en rapport for Trump, hvor handelsministeren konkluderer, at importen udgør en alvorlig sikkerhedsrisiko for USA.

Lutnick vurderer i rapporten, at USA kan blive afhængig af udenlandske turbiner og komponenter inden for vindenergi, og at importen gør USA sårbar i forhold til mulige cyberangreb.

Handelsministeren skriver i rapporten, at de importerede vindmøller kan fjernstyres og forårsage strømafbrydelser, hvilket vil svække det amerikanske elnet, står der i dekretet.

Det kan potentielt forstyrre kritisk infrastruktur, står der.

Lutnick konkluderer, at importen af vindmøllekomponenter er steget - blandt andet af vindmøllevinger - gennem det seneste årti uden at den indenlandske produktion er steget nævneværdigt.

Trumps dekret nævner ikke importtold, men præsidenten afskriver sig ikke muligheden i fremtiden. Afhængigt af de kommende forhandlingers udfald vil han overveje alternative tiltag, står der.

Donald Trump har længe været en stor kritiker af vindmøller. Han mener, at vind er en upålidelig energikilde. Han har også sagt, at vindmøllerne er grimme at have stående i landskabet.

Præsidenten ser hellere, at USA fokuserer på olie og gas frem for grøn omstilling og vindmøller.

RITZAU