Han var simpelthen på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Flere rædselsslagne vidne så til, da en 36-årige mand tirsdag morgen stak en dreng ned med et sværd på åben gade i det nordøstlige London. 

»Det var fuldstændig traumatiserende. Jeg bliver ved med at se hans ansigt.«

Sådan fortæller James Fernando, som så overfaldet på nærmeste hold, til Sky News

Foto: Foto: Andy Rain/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Han beretter, hvordan gerningsmanden pludselig gik amok med sværdet, efter at han var kørt ind i et hus med en varevogn. 

Klokken var ikke engang syv tirsdag morgen, da der blev slået alarm fra stedet nær Hainault-metrostation. 

Rædslerne begyndte, da den formodede gerningsmand bad en kvinde om hjælp til et telefonopkald. Pludselig trak han sværdet frem. 

Fernando fortæller, hvordan kvinden flygtede og skreg for at advare andre i området. Blandt andet drengen, som var på vej i skole. 

Foto: Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Da han (drengen, red.) vendte sig om, slog han ham i ansigtet … han var død på stedet.«

Vidner fortæller, at der gik 22 rædselsfulde minutter, inden gerningsmanden var anholdt.

Fire andre blev ramt og kørt til behandling på hospitalet. 

Chok, rædsel og frygt har ramt området i Ilford North, en bydel i det nordøstlige London, efter den 36-åriges blodrus.

Foto: Foto: Adrian Dennis/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Politiet mener ikke, overfaldene var terrorrelaterede, og der menes ikke at være fare for beboerne i området. 

Alligevel beskriver parlamentsmedlemmet Wes Streeting, som er valgt i bydelen, hvordan borgerne er dybt berørte og rystede efter hændelsen. 

»Jeg ved, at der vil være udbredt frygt og opmærksomhed i vores lokalområde, men politiet har foretaget en anholdelse og leder ikke efter andre mistænkte,« siger han i et opslag på det sociale medie X. 

Her udtrykker han også sin medfølelse med den dræbte drengs familie og siger, at han 'ikke kan forestille sig, hvad de går igennem lige nu.'

I første omgang forlød det, at den dræbte dreng var 13 år. I løbet af dagen er det blevet rettet til, at han var fyldt 14 år.