Medie: Rusland kan nå Nato-lande fra nye baser
Hemmelige dokumenter og satellitbilleder viser, hvad der er blevet opført.

Hemmelige dokumenter og satellitbilleder viser, hvad der er blevet opført.

Rusland har bygget dem i al hemmelighed.
Der er tale om ti særlige baser, der allerede har givet mulighed for at sende droner mod Ukraine fra nye vinkler – men de kan også bruges til noget andet:
Angreb mod europæiske Nato-lande, skriver The Telegraph på baggrund af lækkede dokumenter og satellitbilleder.
Eksempelvis skulle den polske hovedstad, Warszawa, nu også være inden for rækkevidde af Ruslands højteknologiske, langtrækkende droner.
Mediet opregner videre, at Rusland har opført i alt 59 særlige drone-affyringsramper på de ti baser, der ligger langs grænserne til Ukraine og Belarus.
Flere af dem er ombyggede militærbaser og civile lufthavne.
Og en af dem har tilsyneladende kapacitet til at kunne huse op mod 1.000 droner inden afsendelse, lyder det også.
Alt sammen understreger »Moskvas ambitioner om at øge dronetruslen«, som The Telegraph skriver.
Eller som det lyder fra Mike Monnik, leder af selskabet DroneSec, der har analyseret satellitbillederne:
»Det udvidede antal af affyringsramper viser, at Rusland kan afsende et stadigt større antal droner, mens de samtidig bruger teknologi, der gør dem sværere at stoppe.«