»Kan Gud tilgive et mord?«

Det var spørgsmål som disse, politiet fandt på Nicholas Metsons søgehistorik på Google.

Og der var da også en helt særlig grund til, at den 28-årige brite havde funderet over Vorherrens forhold til netop det spørgsmål:

Han havde nemlig selv taget livet af sin egen kone, 26-årige Holly Bramley.

Og som om det ikke var slemt nok, at han i marts sidste år berøvede sin bedre halvdel livet ved at stikke hende mindst fire gange med en kniv:

Han skar hende også i småstykker og opbevarede hendes i køkkenet i deres lejlighed i Lincoln i en uges tid.

I alt 224 dele for at være helt præcis.

Efterforskningen viste da også, at Metson havde udvidet sin Google-søgning til også at omfatte problemstillinger som 'hvordan slipper jeg af med et lig' og 'hvilke fordele får jeg, hvis min kone dør.'

Det skriver flere britiske medier. Blandt dem Sky News og Lincolnshirelive.

Den makabre sag stammer fra Lincoln i det østlige England, hvor det »onde monster,« som anklageren kaldte ham, netop er blevet idømt en straf på tyve års fængsel – eller rettere sagt 19 år og 316 dage.

I begyndelsen nægtede Nicholas Metson ethvert kendskab til sin kones skæbne.

Han forklarede politiet, at hun havde forladt hjemmet med et psykisk kriseteam, og at hun havde forsøgt at skade sig selv - og ham med, for den sags skyld. 

Betjentene, der opsøgte ham, undrede sig dog over en stærk stank af klorin i lejligheden. 

Senere viste videoovervågning fra ejendommen, at han tidligt om morgenen 25. marts sidste år flyttede et stort antal tasker fra deres fælles hjem.

Stillet overfor et væld af beviser, indrømmede Metson til sidst, at han havde dræbt og parteret Holly Bramley.

Han fik en gammel skolekammerat til at hjælpe sig med at dumpe ligdelene i en flod i nærheden. 

Der er stadig ligdele, der ikke er blevet fundet endnu. 

»Metsons opførsel var barbarisk, og ikke nok med, at han dræbte sin kone. Vi ved nu, at han også forsøgte at skaffe sig af med hendes lig på en sådan måde, at hun ikke kan blive begravet,« lyder det i en udtalelse fra politiet