Det var iranske missiler, der ved en fejl skød et passagerfly ned over Iran onsdag morgen, lyder seneste melding fra sikkerhedskilder i sagen, der kostede 176 mennesker livet.

Og den forklaring er bestemt ikke usandsynlig, vurderer ekspert i flysikkerhed Hans Christian Stigaard.

Hidtil har Iranske myndigheder oplyst, at ulykken skyldtes en mekanisk fejl på flyets ene motor. Men den forklaring køber eksperten ikke.

»Det giver ingen mening, at en banal motorfejl skulle have resulteret i den ulykke. Det er sket noget dramatisk. Det er uomtvisteligt.«

Redningshold arbejder på stedet, hvor det ukrainske fly styrtede ned i Teheran.
Redningshold arbejder på stedet, hvor det ukrainske fly styrtede ned i Teheran. Foto: AFP
Vis mere

Ifølge Hans Christian Stigaard, der var trafikchef og flyvepladschef i Københavns Lufthavn fra 1994 til 2004, er der flere ting ved iranernes forklaring, der ikke holder stik.

Først og fremmest henviser eksperten til, at flyet, der netop var lettet fra Irans internationale lufthavn i Teheran, ville være fløjet videre, hvis der var tale om en mekanisk fejl.

Hvis den ene motor var sat ud eller blevet overophedet, ville piloterne kunne slukke den og flyve videre på den anden. Desuden henviser han til, at vragdelene fra flyet er blevet fundet over et større område.

»At det skulle være en motorfejl, der var skyld i styrtet, giver ingen mening. Det er noget vrøvl,« siger han og fortsætter::

En redningsarbejder samler vragdele sammen ved nedstyrningsstedet i Teheran tæt på Imam Khomeini-lufthavnen.
En redningsarbejder samler vragdele sammen ved nedstyrningsstedet i Teheran tæt på Imam Khomeini-lufthavnen. Foto: AFP
Vis mere

»Flyet er sprængt i luften, mens det var i luften. Det blev helt atomiseret.«

Han forklarer derudover, at flymodellen Boeing 737-800 er en stabil - ja ligefrem glimrende - model. Derfor må ulykken være forårsaget af noget udefrakommende.

»Det er svært at sige, om der har været en bombe om bord, eller om flyet er blevet skudt ned af et missil. Men ulykken er ikke kommet af sig selv. Det er helt klart,« siger Hans Christian Stigaard.

At det skulle være et missil, der forårsagede ulykken, er netop den overbevisning, flere sikkerhedskilder er af.

Teorien er, at missilerne kan være blevet affyret ved en fejl, fordi det iranske missilsystem sandsynligvis var aktivt efter landets missilangreb på to amerikanske militærbaser natten til onsdag.

Et missilangreb, der kom som modsvar på USA's droneangreb i Irak sidste uge. Et angreb, der kostede den iranske general Qasem Soleimani og flere andre livet.

Der er dog endnu ingen officielle meldinger om, at der skulle være sammenhæng mellem flystyrtet og konflikten mellem USA og Iran.

Sagen skal undersøges til bunds, og i den forbindelse er ukrainske embedsmænd taget til Iran for at deltage i efterforskningen. Dette, fordi flyet tilhørte Ukraine International Airlines.