Efter vilde rygter om Kim Jong-un: Nu frigiver Nordkorea nye billeder
Nordkorea har tilsyneladende afvist de vilde påstande, som særligt mandag begyndte at florere.

Nordkorea har tilsyneladende afvist de vilde påstande, som særligt mandag begyndte at florere.

En række vilde, spekulative og ubekræftede rygter om den nordkoreanske leder tog pludselig fart søndag.
Men nu har Nordkorea – tilsyneladende – svaret igen.
Det skriver New York Post og Washington Examiner.
Rygterne begyndte på de sociale medier, hvor nogle brugere undrede sig over, at lederen af det hermetisk lukkede land, Kim Jong-un, ikke var blevet set offentligt siden den 11. oktober.
Kort efter begyndte der ifølge blandt andet The Sun at florere forlydender om, at han var blevet lagt i koma efter at have lidt en hjerneblødning.
På de sociale medier blev det hævdet, at Kim Jong-un i al hast var blevet indlagt på et kinesisk hospital for at modtage akut behandling.

Nogle hævdede også, at han var afgået ved døden – eller var tæt på.
Alle rygterne har dog været ubekræftede og uden nogen dokumentation.
Til The Sun udtalte Nordkorea-analytikeren Benedict Rogers mandag, at der ikke umiddelbart har været tegn på, at landet har indført landesorg, som tidligere har været set, når den øverste leder er gået bort.
Han forventede af den grund, at det nordkoreanske regime ville fremlægge beviser for, at Kim Jong-un har det godt.
Og det er ifølge New York Post og Washington Examiner netop det, der nu skal være sket.
For natten til tirsdag dansk tid skal statsmedierne i Nordkorea have frigivet nye billeder af landets leder (som kan ses i X-opslaget herover).
Billederne viser ifølge New York Post Kim Jong-un på en tøj- og skoudstilling mandag.
På billederne ses han sammen med sin datter, Ju-ae, der de seneste år ofte er blevet set følge sin far rundt til forskellige arrangementer, og på et af billederne ses han kigge nærmere på en lyserød sko, som datteren holder frem.

Ifølge Nordkoreas officielle nyhedsbureau, Korean Central News Agency, skal billederne være taget mandag – men New York Post påpeger også, at billederne ikke er blevet uafhængigt verificeret.
Det er ikke første gang, der har floreret rygter om, at Kim Jong-un skulle være syg eller afgået ved døden.
Det samme skete også i 2020, hvor han ikke havde været set offentligt længe.
I slutningen af september vurderede en sydkoreansk efterretningstjeneste, at Kim Jong-un vejer cirka 140 kilo og kan dermed betegnes som »ekstremt fed«.
Efterretningstjenesten vurderede derfor, at den 42-årige leder er »i høj risiko for hjertekarsygdom«, men samtidig lød det også, der er ikke tegn på, at han aktuelt har helbredsproblemer.
Nordkorea har ikke officielt udtalt sig om de seneste rygter vedrørende Kim Jong-un.