Affald, afføring og lig hober sig op på Mount Everest. 

Menneskets drøm om at nå toppen af 'Verdens Tag' sætter sit præg på det ikoniske bjerg. 

For verdens højeste punkt er ikke bare en unik naturoplevelse.

Med årene er bjerget også blevet én stor losseplads. For ikke at sige begravelsesplads. 

Sidste år omkom det hidtil højeste antal bjergbestigere på Mount Everest. 12 mennesker mistede livet, mens seks forsvandt sporløst.

I årenes løb er adskillige lig blevet efterladt i højderne. 

En ny klatresæson står for døren, og i år har de nepalesiske myndigheder indført nye regler for at komme problemerne til livs.

Reglerne skal gøre det både mere sikkert og mere bæredygtigt at bestige bjerget. 

Ifølge magasinet Outside skal klatrerne fremover medbringe menneskelige høm-høm-poser, så de kan fragte deres egen efterladenskaber ned igen. 

Derudover skal de bære gps'er, så man kan finde frem til dem, hvis de bliver væk eller omkommer undervejs. 

Ifølge jp.dk ligger der i dag mere end 200 lig rundt omkring på bjerget. Nogle af dem må klatrerne passere på deres vej mod toppen.

Et af ligene er den indiske mand kaldet 'Green Boots,' der døde på bjerget tilbage i 1996.

Hans intakte lig ligger iklædt rød jakke, blå bukser og de berømte grønne støvler på et sted, som alle klatrerne skal forbi for at komme til toppen. 

I år har myndighederne besluttet, at der skal gøre noget ved både affald og de mange lig. 

Ti tons affald skal fjernes, og man vil også gøre forsøg på at få nogle af de mange døde ned fra bjerget.