»Nike og Converse, hvad helvede tænkte I på?«

En ny kampagne, som skomærket Converse står bag, har sat sindene i kog hos flere – og har nu ført til, at firmaet har undskyldt og trukket reklamen tilbage.

Det skriver BBC, Fox News og CNN.

Særligt ét af billederne fra kampagnen – der har K-pop-sangeren Karina fra gruppen Aespa som frontfigur – har vakt opsigt.

På billedet kan man se Karina iført et par af det amerikanske skomærkes sneakers, mens hun er iført en lang, hvid nederdel.

I sin ene hånd bærer hun et andet par sko, og hun står i midten af firmaets logo, en stjerne, mens flere andre sko står rundt om hende.

Flere på de sociale medier mener dog, at billedet vækker nogle mildest talt uheldige og ubehagelige associationer.

Mange påpeger nemlig, at den måde, lyser falder på i reklamen, vækker minder om den hvide, spidse hætte, som er kendetegnene for dragter tilhørende medlemmer af Ku Klux Klan.

Andre sammenligner også den måde, skoene dingler ved sangerens side, med et billede af et lynchningsoffer.

En af dem, der har raset over billedet, er det demokratiske medlem af Repræsentanternes Hus i Louisiana, Troy Carter.

Det er ham, der i en skriftlig erklæring står bag ordene øverst i artiklen, og videre lød det i sidste uge fra ham, at han ligeledes mener, at kampagnen »viser noget, der ligner en klanmedlem med hætte, omgivet af det, der ligner de dinglende fødder på et lynchningsoffer«:

»Der er intet kreativt eller kunstnerisk ved det. Det er racistisk, uansvarligt og dybt stødende,« mener han.

»Der, hvor jeg kommer fra, er billedet af sorte mennesker, der hænger i træer, ikke fortid. Den smerte lever stadig i vores familier og lokalsamfund. Den hvide hætte er ikke et harmløst kostume. Den er et symbol på terror, mord og generationer af racemæssig vold,« tilføjede han.

Kritikken førte til sidst til, at Converse – der ejes af Nike – i fredags udsendte en undskyldning, skriver BBC.

I den lød det, at man havde fjernet billedet, der i første omgang var blevet delt på firmaets Instagram-profil som en del af kampagnen:

»Vi beklager. Vi forstår, hvorfor dette billede er dybt foruroligende, og erkender, at vi har begået en fejl,« lyder det fra Converse:

»Vi har fjernet det fra vores kanaler og arbejder på at fjerne det alle steder, hvor det er blevet vist. Dette burde ikke være sket, og vi vil gøre det bedre.«

Andre brugere har dog også taget firmaet og reklamen i forsvar og giver udtryk for, at de ikke kan se de samme associationer eller forstå kritikken.

CNN oplyser, at hverken Karina – som udgør en fjerdedel af den populære K-pop-gruppe Aespa, som optræder i Danmark til januar – eller hendes management, SM Entertainment Group, har besvaret henvendelser for en kommentar til sagen.