Da den amerikanske udenrigsminister fredag formiddag stillede sig op foran pressen og svarede på spørgsmål, vakte særligt hans udtalelser om forhandlingerne om krigen i Ukraine opsigt.
Står det til en chefkorrespondent, retter hans udtalelser – eller hans »trusler« – sig særligt mod den ene part:
Nemlig mod Ukraine.
Det vurderer chefkorrespondenten for udenrigsanliggender på The Wall Street Journal, Yaroslav Trofimov, i et opslag på X.

Helt præcist skriver han følgende om den amerikanske udenrigsminister, Marco Rubios, udtalelser, hvor det lød, at USA er klar til at droppe indsatsen for en fredsaftale, hvis det ikke snart står klart, om krigen kan afsluttes:
»Efter at have set Rubios fulde kommentarer lyder det, som om han præsenterede aftaleudkastet (som ville kræve, at europæerne ophævede sanktionerne mod Rusland) for den ukrainske delegation i Paris, som tager det med tilbage til Kyiv til en Zelenskyj-beslutning – og truslen om at trække sig er i virkeligheden primært rettet mod Ukraine.«
Med »truslen« henviser Yaroslav Trofimov til det, som Marco Rubio fredag formiddag sagde til den fremmødte presse i Frankrig, hvor han har været på besøg siden torsdag.
»Jeg synes, det er vigtigt at minde alle om, at Ukraine-krigen er en forfærdelig krig. Men det er ikke vores krig. Vi startede den ikke,« lød det indledningsvis fra den amerikanske udenrigsminister:

»USA har hjulpet Ukraine de seneste tre år, og vi vil have, at krigen slutter. Men det er ikke vores krig, og det vil jeg gerne have alle til at forstå.«
Videre forklarede han, at der er en grund til, at han fremsatte netop den pointe:
»Det er, at præsidenten (Donald Trump, red.) har brugt 87 dage – på højeste niveau i regeringen – på gentagne gange at forsøge at stoppe krigen. Vi er nu ved at nå til et punkt, hvor vi bliver nødt til at beslutte og afgøre, om det overhovedet er muligt eller ej,« tilføjede han.
Udenrigsministeren forklarede videre, at det er derfor, man »inddrager« begge sider:

Den ukrainske og den russiske.
Derudover fortalte han, at han – sammen med den amerikanske delegation – ankom til Frankrig torsdag for »at begynde at tale om mere specifikke konturer af, hvad der skal til for at afslutte krigen«:
»For at prøve at finde ud af meget snart – og jeg taler om et spørgsmål om dage, ikke et spørgsmål om uger – om dette er en krig, der kan afsluttes eller ej,« sagde han.
Hvis den kan det, slår han fast, at USA er »parate til at gøre alt, hvad vi kan« for at sikre en holdbar og retfærdig fredsaftale.
Men:
»Hvis det ikke er muligt – hvis vi er så langt fra hinanden, at det ikke kommer til at ske – så tror jeg, at præsidenten sandsynligvis er nået til et punkt, hvor han siger, at vi er færdige,« lød det fra Marco Rubio.
»Vi kommer ikke til at fortsætte med denne bestræbelse i uger og måneder. Så vi er nødt til at afgøre meget hurtigt nu, og jeg taler om få dage, om det kan lade sig gøre i løbet af de næste par uger eller ej,« sagde Rubio.
»Hvis det er, er vi med. Hvis ikke, så har vi også andre prioriteter at fokusere på.«
Den amerikanske udenrigsminister forklarede videre, at han håber på et nyt møde i begyndelsen af næste uge, hvor der muligvis er mere »definitive svar« på, hvor tæt man er på at have et svar på det.
Samtidig med meldingerne fra Rubio er USA og Ukraine nået til enighed om en fælles tekst, der er et første skridt på vej mod en aftale om udvikling af råstofindustri i Ukraine. Det kan du læse mere om i artiklen HER.

