Canada melder om fremskridt i forhandlinger om toldaftale med USA
Der er stadig arbejde at udføre før frist, som Trump har sat for toldaftale med USA, siger canadisk minister.

Der er stadig arbejde at udføre før frist, som Trump har sat for toldaftale med USA, siger canadisk minister.

Canada og USA er meget tæt på at blive enige om en handelsaftale, men der er fortsat et stykke arbejde forude.
Det siger Dominic LeBlanc, Canadas ansvarlige minister for handlen med USA, efter et møde i Washington D.C. med Jamieson Greer, der er USA's handelsrepræsentant.
- Vi er meget tæt på. Vi gør fortsat fremskridt, og vi bliver her for at udføre det nødvendige arbejde, siger LeBlanc til pressen.
De to parter forsøger at overholde en tidsfrist, som USA's præsident, Donald Trump, har fastsat. Hvis ikke de to lande når frem til en aftale inden lørdag klokken 06.01 dansk tid, indfører USA told på canadiske varer.
LeBlanc og Canadas chefforhandler på handelsområdet, Janice Charette, holdt møde med USA's Greer i over tre timer.
Da LeBlanc kom ud fra handelsrepræsentantens kontor, oplyste han, at Charette vil fortsætte drøftelserne.
Den foreslåede aftale ventes at reducere den overordnede straftold på canadiskfremstillede køretøjer fra 25 procent til 15 procent. Det oplyser unavngivne kilder.
Også straftolden på canadisk stål og aluminium vil blive halveret til 25 procent, oplyser kilderne.
Trump havde oprindeligt udtalt, at tolden ville træde i kraft onsdag, men kort før fristen annoncerede han en forlængelse på tre dage.
Han sagde desuden onsdag, at USA vil give visse indrømmelser på toldområdet. Han antydede desuden, at en aftale vil fjerne canadisk straftold på amerikanske varer.
Flere ledere fra Canadas ti provinser oplyser, at den canadiske premierminister, Mark Carney, har opfordret dem til at ophæve restriktionerne på salg af amerikansk alkohol, hvis Canada og USA når frem til en aftale.
Netop told på alkohol fra USA har skabt irritation i Trump-administrationen.
De fleste provinser indstillede distributionen af amerikanske alkoholprodukter som reaktion på de straftoldsatser, som Trump indførte på canadiske varer sidste år.
Mange canadiere har desuden tilkendegivet, at de ikke vil købe amerikansk alkohol - selv hvis det vender tilbage til hylderne i landets butikker.
RITZAU/Reuters