Angreb beordret af Colombias regering dræber 20 guerillasoldater
20 personer, som Colombias nyligt indsatte præsident kalder narkoterrorister, er blevet dræbt i angreb.

20 personer, som Colombias nyligt indsatte præsident kalder narkoterrorister, er blevet dræbt i angreb.

20 guerillasoldater er blevet dræbt i Colombia i det seneste bombeangreb beordret af landets nye regering mod områder kontrolleret af oprørere.
Det siger præsident Abelardo de la Espriella i en video delt på det sociale medie X tidligt tirsdag morgen dansk tid.
- Vi har uskadeliggjort 20 narkoterrorister, taget fem til fange og reddet to mindreårige, siger den colombianske præsident.
Operationen fandt sted mandag i Guaviare i det sydlige Colombia, fremgår det.
Den var rettet mod guerillasoldater, der er under ledelse af en guerillaleder kendt som Iván Mordisco.
Mordisco beskrives af nyhedsbureauet AFP som Colombias mest eftersøgte oprører. Han er leder af gruppen Estado Mayor Central (EMC), som består af tidligere soldater fra guerillabevægelsen Farc.
EMC er en af de største forbudte væbnede grupper i Colombia, som er ramt af det største problem med vold, det sydamerikanske land har set i et årti.
Angrebet kommer i en tid, hvor den nyvalgte præsident i landet skruer op for militæroperationerne mod væbnede grupper i landet.
Grupperne tjener penge gennem narkotikahandel, ulovlig minedrift og afpresning.
Abelardo de la Espriella er en stærk allieret af USA's præsident, Donald Trump.
Højrefløjspolitikeren, som er tidligere advokat, blev taget i ed den 7. august. Indsættelsen markerede et markant skifte mod højre i landet og afslutningen på Colombias venstreorienterede regering med Gustavo Petro i spidsen.
I august fandt to andre dødelige angreb mod guerillasoldater også sted i Colombia.
En unavngiven kilde fra den retsmedicinske myndighed sagde mandag til AFP, at fire mindreårige var blandt de dræbte i et af disse angreb.
Menneskerettighedsgrupper har advaret om, at børn og teenagere i stigende grad bliver rekrutteret af væbnede grupper gennem professionelt udformede kampagner på sociale medier.
RITZAU/AFP