Man kan ikke sige Magnus Cort uden at sige moustache.
Sådan virker det i hvert fald. For danskerens overskæg er blevet hans varemærke, og faktisk må han slet ikke fjerne det for sin sponsor.
Men måske hans personlige sponsor, Gillette, skal have løbet kontraktens betingelser igennem en ekstra gang.
Et væddemål, manden med den flotte ansigtsbehåring har indgået med den populære danske influencer, Anders Hemmingsen, kan nemlig ende med at få konsekvenser for skovsneglen.
»Han skrev til mig på vej til start, om jeg vil farve mit overskæg, hvis jeg fik 200 tusind følgere på Instagram, og det gik jeg med til,« fortæller Magnus Cort til B.T. ved starten af dagens Tour de France-etape. Se interviewet nedenfor:
Da aftalen trådte i kraft havde den karismatiske danske rytter 146 tusind følgere, men det har hurtigt ændret sig drastisk.
På de få timer, der er gået, siden de to gav hånd på aftalen, har det pludselig taget voldsom fart på Uno-X-rytterens følgertæller.
I skrivende stund har antallet af følgere snart rundet 179 tusind, og noget kunne tyde på, at Cort allerede nu skal til at tænke over, hvilken farve, der ville klæde hans ansigt bedst, for danskerens antal følgere stiger nærmest minut for minut.
»Jeg har det lidt blandet med det. Jeg har aldrig prøvet det før – heller ikke mit hår. Det er noget, men skal prøve én gang i livet, og så kan det så være skægget for mig,« fortæller Magnus Cort med et smil.
Han garanterer i øvrigt, at man nok skal få lov at se den nye skægfarve pryde landevejene, hvis målet om 200 tusind følgere bliver indfriet.
»Vi har ikke lige aftalt detaljerne endnu, men jeg tænker, at hvis det bliver farvet, så kommer jeg jo til at have det, til den gamle farve er groet ud igen,« siger Cort, som ikke endnu har taget stilling til, hvilken farve skægget skal have.
Kom med helt ind på Jonas Vingegaards værelse, når Bjarne Riis agerer sportsdirektør for Visma-stjernen og fortæller, hvad han ville sige til Vingegaard efter onsdagens triumf, hvis han var hans chef. Det sker i det nyeste afsnit af B.T.s populære podcast 'Touren på Bagsædet' efter 52 minutter. Lyt med og følg podcasten på Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke play herunder: