Google har været i rød alarm siden et nyt program chokerede tech-verdenen i 2022.
For da den populære chatbot ChatGPT gjorde sit indtog, skabte det frygt hos Googles topledelse for, at søgemaskinens dage var talte, da man frygtede, at folk ville bruge den kunstig intelligensbaserede chatbot i stedet for Googles søgemaskine.
Og måske er der noget om det. I hvert fald viser nye tal fra OpenAI – firmaet bag ChatGPT – at europæerne er tossede med at få rådgivning af chatbotten til diverse spørgsmål.
Det amerikanske medie TechCrunch skriver således, at ChatGPT i gennemsnit har svimlende 41,3 millioner aktive brugere i EU i perioden 31. oktober til 31. marts 2025.
»Det er en markant stigning og et signal om, at brugsmønstre for online søgning er ved at ændre sig i takt med, at AI-værktøjer vinder frem,« lyder det i en opdatering fra OpenAI’s europæiske datterselskab ifølge mediet Computerworld.
Det er næsten en firedobling af brugere i forhold til for et år siden, hvor tallet lå på 11,2 millioner gennemsnitlige månedlige brugere i EU.
