»Lige pt minder det om en ganske almindelig torsdag før corona.«
Ordene kommer fra Søren Sørensen, der er indehaver af Hjørnekroen i Augustenborg på Als.
Det, Søren Sørensen mener med en 'almindelig torsdag' er antallet af kunder og de kolde øl, der skænkes over disken. Der er bare den detalje, at alle bordene i værtshuset er fjernet.
Søren Sørensen, der første gang stod frem i JydskeVestkysten, har nemlig fundet en måde, hvorpå han kan omgå reglen om bordbestilling på.
»Jeg har fjernet mine borde i krostuen, og så beder jeg kunder om at tage deres eget bord med. Alt fra sybord til natbord og klapbord er velkommen,« fortæller han.
Og det er der en helt bestemt grund til. 30-minutter-reglen passer ifølge Søren ikke ind i hans branche:
»Jeg har et lille rygerværtshus på 40 kvadratmeter. Og hvis man skal booke bord, så kan fire kunder reservere, og så vil alt være optaget.«
»Mine kunder kan heller ikke forstå reglen om 30 minutter. De kigger underligt på mig, hvis jeg spørger, om de har ringet og bestilt et bord. Mange er slet ikke klar over reglen,« fortæller Sørensen.
Derfor har han fundet på den smarte finte ved at fjerne alle borde.
På den måde mener han, at han kommer uden om reglen, der lyder, at der skal bestilles bord en halv time før, man ankommer. Og det har kunderne forståelse for, mener indehaveren:
»Nogle synes selvfølgelig, det er lidt underligt, at lokalet er tomt. Men når vi snakker om årsagen, så kan de godt forstå det. Og jeg har allerede modtaget de første tre kunder, der har medbragt borde.«
Søren Sørensen er klar over, at hans opråb om at fjerne bordene kan give problemer. Og faktisk har han allerede haft besøg af politiet:
»Politiet sagde, at jeg ikke kunne omgå reglen ved at fjerne bordene. Men så meddelte jeg, at jeg også har fjernet stolene. Så sagde de, at det også gælder ståpladser,« fortæller Søren, der forventer endnu et besøg af ordensmagten og derfor tvivler på, hvor lang tid den bordløse-idé kan gå.
30-minutters-reglen er dog ikke den eneste coronarestriktion, som Søren Sørensen er modstander af.
Han nægter nemlig at agere coronapolitibetjent:
»Jeg spørger mine kunder, om de er testet, vaccineret, fritaget. Men jeg vil ikke se folks sundhedsdokumenter. Det føler jeg ikke, at jeg har lovgivning til.«
Faktisk mener Søren Sørensen, at det vil blive en joke, hvis han skal bede om at se coronapas.
»Vi lever i et lille lokalsamfund. Alle kender hinanden og møder hinanden ved havnen, byen eller købmanden. Og det vil blive én stor joke, hvis jeg pludselig skal tjekke dem, fordi vi kender hinanden så godt.«