Han ønsker at beskytte sin hustru og deres lille søn.

Det er ifølge den britiske kongehusekspert Rhiannon Mills sandsynligvis en af de primære årsager til, at prins Harry og hertuginde Meghan onsdag meddelte, at de ville træde tilbage fra deres fremtrædende roller i kongehuset.

Det fortæller hun til Sky News.

Parrets beslutning siger ifølge Rhiannon Mills, der er ansat på det britiske medie, noget om det pres, de har været under, og samtidig mener hun, at prins Harry er et andet sted - i en anden fase - af livet nu.

ARKIVFOTO af hertuginde Meghan og prins Harry.
ARKIVFOTO af hertuginde Meghan og prins Harry. Foto: Daniel Leal-Olivas/Pool via REUTERS
Vis mere

»Han har haft et vanskeligt forhold til pressen, siden han mistede sin mor (prinsesse Diana, red.),« fortæller hun.

I de år, hvor hun har fulgt det britiske kongehus, så hun dog prinsens forhold til pressen blive bedre. Men nu er situationen en anden.

»Han har fået en hustru og en søn, som han ønsker at beskytte og bevare noget privatliv,« forklarer hun.

Hverken prins Harry eller hertuginde Meghan har lagt skjul på, at de har oplevet udfordringer som følge af at leve et liv i offentligheden.

I et meget omtalt interview med tv-stationen ITV lod hertuginden sidste år følelserne få frit løb, da hun blev spurgt ind til, hvordan hun havde det, idet hun både var nygift, nybagt mor og samtidig måtte se, hvordan hun i visse dele af pressen blev udsat for krads kritik.

»Enhver kvinde er, specielt hvis man er gravid, virkelig sårbar, og det gjorde det virkelig til en stor udfordring. Og når man har en nyfødt, og specielt som kvinde, så bliver det for meget. Så tilføjer man det her (den britiske presses kritiske dækning, red.) oveni, at man forsøger at være en ny mor og nygift,« sagde Meghan, der måtte kæmpe med tårerne.

I samme interview med ITV fortalte prins Harry, at han følte et betragteligt pres ved at være i spotlyset som en del af den royale familie, og at hvert eneste flash fra et kamera mindede ham om hans mor, prinsesse Diana, som mistede livet i en tragisk bilulykke i 1997.

»At være en del af denne familie, i denne rolle, i dette job; det tager mig direkte tilbage (til dengang, red.), hver gang jeg ser et kamera, hver eneste gang jeg hører et klik, hver eneste gang jeg ser en flash. Så på den måde er det den værste påmindelse om hendes liv i stedet for den bedste,« sagde han.

Sidste år gik prins Harry også ud med en hård kritik af store dele af den britiske presse for den måde, den havde behandlet Meghan på.

»Min dybeste frygt er, at historien vil gentage sig. Jeg har før set, hvad der sker, når nogen, jeg elsker, bliver kommercialiseret til et punkt, hvor de ikke længere bliver behandlet eller opfattet som et rigtigt menneske,« skrev prins Harry i en udtalelse, som fortsatte:

»Jeg mistede min mor, og nu ser jeg min hustru blive offer for de samme stærke kræfter.«

Det var onsdag, at prins Harry og hertuginde Meghan på deres profil på Instagram oplyste, at de vil træde tilbage som fremtrædende medlemmer af det britiske kongehus.