»13 år siden i dag.«

For præcis 13 år siden blev Kate Middelton med ét enkelt ord forvandlet til Storbritanniens kommende dronning, da hun gav sit ja til prins William. 

Det skete ved et pompøst bryllup i Westminster Abbey i London 29. april.

I den anledning har prinsen og prinsessen af Wales mandag delt et bryllupsbillede fra dengang, som offentligheden endnu ikke har set. 

»13 år siden i dag,« lyder teksten til billedet, hvor man ser det nygifte par i henholdsvis uniform og blonder.

Billedet er i sort/hvid, og Kate ses i brudekjolen af den britiske designer Alexander McQueen. Til vielsen var prins William i en rød uniform fra de irske garder. Senere på dagen skiftede han til den sorte uniform, som han har på på det netop offentliggjorte billede. 

Den 41 årige prins William og 42 årige Kate Middleton mødte hinanden på University of St. Andrews i Skotland i 2001. 

Efter brylluppet i 2011 gav Dronning Elizabeth dem titlerne hertug og hertuginde af Cambridge.

William og Kate fotograferet med deres tre børn i september 2022.
William og Kate fotograferet med deres tre børn i september 2022. Foto: Arkivfoto: Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Dronning Elizabeth døde i september 2022, og prins Charles blev regent. Derefter har William og Kate haft titlerne som prins og prinsesse af Wales. 

De har børnene George på 10, Charlotte på otte og Louis på seks. 

Parret fejrer deres 13 års bryllupsdag på et tidspunkt, hvor de står midt i deres hidtil største prøvelse som ægtepar.

Prinsesse Kate har stort set holdt sig væk fra offentlighedens søgelys siden kort efter nytår, hvor hun blev opereret i maven. 

I slutningen af marts stod hun så frem i en video og fortalte, at hun har fået kræft.