»Jeg tænkte, at hans kærlighed til mig var stærkere end det had, han har indeni sig. Jeg håbede, at kærligheden var så stærk, at han ikke ville skade mig igen,« siger hun nu, hvor hun i retten for første gang forklarer sig om forholdet.
Frogner-kvinden var hende, der startede hele sagen mod Marius Borg Høiby. Den første, der fik Marius Borg Høiby anholdt for vold og hærværk.
Dengang for halvandet år siden erkendte og undskyldte den 29-årige kronprinsessesøn offentligt overfor sin daværende kæreste.
Men siden stod flere kvinder frem med lignende anklager – og siden fandt parret sammen igen.
Nu sidder Marius Borg Høiby i retten i Oslo Tingret, tiltalt for 40 lovovertrædelser – hvoraf 19 skulle være begået mod Frogner-kvinden, flere lige op til retssagen.
Og hun sidder onsdag i vidneskranken, hvor hun for første gang skal afgive sin forklaring i sagen.

Men her indledte ekskæresten til Marius Borg Høiby med selv gerne at ville sige noget.
Med bankende hjerte og i kamp mod tårerne, tog hun en dyb indånding og begyndte:
»Det er vældig mange, som har undret sig over, hvorfor jeg blev,« startede hun.
Og fortsatte:
»Det er vigtigt at få frem, at det ikke startede med vold. Det startede med nogle lidt mindre ting som utroskab, løgne og stoffer. Det var ting, som gjorde ondt, men som jeg bortforklarede,« sagde Frogner-kvinden.
»Jeg havde meget ondt af Marius og tænkte, at kærlighed handler om at tilgive. Det har ført til, at mine grænser er blevet rykket lidt efter lidt. Til sidst står man i en situation, hvor det man før aldrig havde godtaget, bliver noget med godtager.«
Knyttet som bonusbørn: 'Det var ikke fedt at blive slået, spyttet på og ydmyget'
Frogner-kvinden fortæller videre, at deres kærlighed var intens.
At hun og Marius Borg Høiby knyttede bånd over begge at være vokset op som bonusbørn, ligesom han var det for kronprins Haakon.

»Vi har kendt til det ikke at blive set på den måde, vi burde, og vi har begge kæmpet for at få opmærksomhed, tryghed og kærlighed af de mennesker, som skulle stå os nær. Det sætter selvfølgelig spor for os begge, som har ført til et ekstremt bekræftelsesbehov og en ekstrem frygt for at miste.«
For ifølge Frogner-kvinden var både hun og Marius Borg Høiby bange for at miste hinanden, og hun håbede, forholdet ville blive bedre.
»Jeg tænkte, at hans kærlighed til mig var stærkere end det had, han har indeni sig. Jeg håbede, at kærligheden var så stærk, at han ikke ville skade mig igen,« sagde Frogner-kvinden onsdag fra vidneskranken.
»Jeg syntes ikke, det var fedt at blive slået, spyttet på og ydmyget. Mine grænser blev gradvist flyttet, og jeg følte mig følelsesmæssigt knyttet til ham. Når man blander kærlighed og frygt, bliver man vældigt bundet.«
Halvdelen af tiltalerne: Erkender – næsten – det hele
Marius Borg Høiby er i den igangværende retssag imod sig tiltalt for 40 lovovertrædelser, hvoraf 19 af dem skulle være begået mod Frogner-kvinden, der onsdag giver sin forklaring i retten.
To af tiltalerne drejer sig om brud på besøgsforbud og hensynsløs adfærd, som Marius Borg Høiby blev sigtet for dagen inden retssagen, og som man nu har valgt at tiltale ham for og tage med i den igangværende retssag.
Marius Borg Høiby og Frogner-kvinden dannede par ad flere omgange mellem september 2023 og efteråret 2025, hvor de boede sammen under størstedelen af forholdet.
Forholdet stoppede angiveligt – men blev senere genoptaget – da Marius Borg Høiby første gang blev anholdt 4. august 2024 efter at have begået vold mod Frogner-kvinden og hærværk på hendes lejlighed.

Det har kronprinsessesønnen beklaget og erkendt fra starten. I modsætning til tiltalerne imod de fem andre kvinder, der efterfølgende er stået frem i sagen, hvor han nægter sig skyldig.
Derudover står Marius Borg Høiby tiltalt for at have været gentagende voldelig mod Frogner-kvinden, for at have seksuelt krænket hende, samt for ad flere omgange at have brudt sit besøgsforbud mod hende.
Han erkender det hele helt eller delvist, udover tiltalen om, at han skulle have filmet og fotograferet Frogner-kvindens underliv uden hendes samtykke ved tre forskellige lejligheder, hvor han nægter sig skyldig.
Denne artikel er blevet til i samarbejde med B.T.s søstermedie Nettavisen, der er til stede i retten.
