Bliver strandlivet lidt for trivielt, er der masser af unikke naturoplevelser på Phuket i Thailand – for eksempel en overnatning i luksustelte i regnskoven. Men det er ikke for sarte sjæle.

Jeg vågner med et sæt, da min rejsekammerat brat sætter sig op i sengen og med bævrende stemme udbryder: »Hvad var det?«
Ovre fra naboteltet lyder der brudstykker af en samtale: »Jeg så den forsvinde ind ad teltåbningen ...«

Læs også: Blandt kæmpehajer i Tanzania

En time forinden har vi haft gang i den store kakerlak-jagt i vores telt med assistance fra to venlige herrer, og rejsekammeraten har en mildt sagt lettere fobi for slanger, hvilket præger stemningen.

Forsigtigt stikker jeg hovedet ud af teltdugen og ser keglen fra en lommelygte fare rundt i naboteltet, hvor der bliver talt en blanding af dansk og thailandsk. Der er noget galt, og lettere desperat – og med bange anelser – spørger jeg: »Hvad foregår der?«
Svaret får os til at gå i panik: En slange. I teltet.

Inden vi om aftenen begav os ned til teltet ad regnskovens mørke sti, understregede guiden fra Elephant Hills med beroligende stemme, at de aldrig havde oplevet, at der var slanger ved teltene. ALDRIG. Men det skulle så ske lige præcis denne nat, vi tilbringer i regnskoven.

Naboen havde et ærinde i receptionen, inden han ville gå til ro, og fik ikke lukket inderteltet ordentligt, så da han kom tilbage, lå der en slangelignende ting i teltåbningen. Han var dog  overbevist om, at nogen havde lavet sjov med ham, og kåd som han var, sparkede han til bunken – og vupti – en to meter lang sort slange med gule striber krøb ind under hans seng.

Det lykkedes efterfølgende de to tilkaldte thaier at få slangen gelejdet ud af teltåbningen med en bambusstang, så den nu var ude i det fri – men hvem ved, måske var den kravlet over mod naboteltet? Seancen skabte en vis bekymring og alert-stemning i vores telt, og lydene ude fra junglen blev pludselig overdimensionerede, som havde alle de ubestemmelige dyr taget bo lige udenfor netop vores telt.

Episoden giver lidt ekstra kolorit til opholdet i Khao Sok Nationalpark nord for Phuket. Det er ikke just sjovt, mens det står på, men med daggryets komme forsvinder angsten, og om morgenen kan vi (næsten) grine ad episoden.

Khao Sok Nationalpark er en af Sydthailands største regnskove og dækker et område på 739 kvadratkilometer mellem Den Thailandske Bugt og Andaman Havet. Den storslåede natur blev dannet for millioner af år siden, og området er i dag fredet, så den frodige regnskov ligger uberørt hen omgivet af kalkstensklipper og betagende bjergformationer. Ideelle omgivelser for det rige dyreliv, som består af over 300 forskellige fuglearter, masser af kryb og insekter og vilde pattedyr – herunder elefanter, gibbonaber, træleoparder og tigre. Sidstnævnte er der kun omkring 10 af, så dem er der ikke stor sandsynlighed for at støde på.

Firmaet Elephant Hills arrangerer ophold i Khao Sok Nationalpark, hvor man kan opleve regnskovens fascinerende fauna og flora enten til fods, på elefantryg eller i kano nedad floden. Elephant Hills råder over 17 elefanter, og for at give turisterne en særlig oplevelse tilbyder firmaet en såkaldt Elephant Experience, som går ud på at komme tættere på det store dyr. For Jonathan Chell, som er marketing manager for Elephant Hills, er det vigtigt at give turisterne en viden om elefanten og ikke mindst en forståelse for, at det ikke er synd, at de skal slæbe rundt på os turister. Tværtimod.

»Der er ikke længere naturligt brug for elefanten som arbejdsdyr, men det er vigtigt, at elefanten bevæger sig, så derfor er det kun godt, at den kan gå med turister i regnskoven,« forklarer Jonathan Chell.

Inden elefanterne skal have os med som passagerer i regnskoven, får vi til opgave at fodre og vaske elefanterne. Og det er noget af en opgave, for elefanten spiser op til 200 kilo mad om dagen, og med en vægt på omkring 4.000 kilo er den ikke sådan lige at hundse rundt med i badet.

Personalet har skaffet maden, som vi tilbereder – vi skærer vandmeloner, ananas og sukkerrør i stykker og smider ned i kurven sammen med bananklaser, agurker og en vitaminbombe bestående af tamarind, brune ris og havsalt pakket ind i bananblad og bundet med et stykke strå. Som en fin lille pakke.

Når kurven er fyldt, hvilket den er ved en vægt på omkring 20 kilo, er det hen til elefanterne, som står og svinger utålmodigt med snablerne – de er udmærket klar over, hvad der er i vente. Med snablen griber elefanten den ene håndfuld efter den anden, og man forstår, hvorfor de ikke skal have en banan ad gangen, men klaser med fire-fem bananer. Men selv om det er et voldsomt dyr, har elefanten fint udviklede smagsløg, og flere af dem er kræsne og viger uden om vandmelonerne. Sukkerrørene derimod er et hit – dog ikke blandt de gamle, som ikke har tænder til at tygge dem.

Efter fodringen skal elefanterne skrubbes, og vi bliver udstyret med en sisalbørste til at skrubbe den rynkede og tykke hud. Man skal tage sig i agt, for pludselig kan det tunge dyr finde på at smide sig ned, og så er det med at springe til siden. Et godt råd er også at holde sig til sider og forparti, da der efter det solide måltid kommer gang i elefantens tarmsystem.

Efter at have sæbet elefanten godt og grundigt ind og skrubbet den fri for parasitter, får den en tur med vandslangen og derefter kommer højdepunktet for elefanten – øjeblikket, hvor den kan vælte sig ned i en mudret sø og rulle sig rundt – den rene livsnydelse. Umiddelbart en besynderlig rækkefølge, tænker turisten, men elefanten er ligeglad.

Efter således at være kommet lidt tættere på det godmodige dyr, er vi klar til at indtage sædet på elefantryggen og lade os føre vuggende gennem regnskoven med en smilende mahoot som sikker fører.

I halvanden time nyder vi den meditative stilhed, som kun brydes af eksotiske lyde fra junglens fugle og insekter – og de voldsomme ryk, det giver, når elefanten synker ned i mudderet med forpartiet og man har fornemmelsen at ryge ud af sædet. Men vores mahoot og hans elefant har helt styr på situationen, og vi vugger videre.

Aftenen tilbringer vi i campen i den åbne og rustikt indrettede restaurant, hvor man kan nyde nattens stilhed omkring et bål, inden man går til ro i et af de 30 luksustelte. Og netop teltoplevelsen midt i junglen er noget helt unikt. Man kan overnatte i regnskoven i hytter i træerne og telte i mange nationalparker i Thailand, men det særlige ved Elephant Hills er de luksuriøse telte, som oprindeligt er militære hospitalstelte fra Sydafrika.

Der er ikke noget med at ligge på jorden på en tynd luftmadras – her er solide senge med tykke madrasser, ligesom der er elektricitet og ordentlige toiletforhold. For at gøre opholdet så bekvemt så muligt er der bygget et badeværelse, som er sat sammen med teltet, så man kan gå på toilettet og tage brusebad uden at skulle ud af teltet.

Meget smagfuldt udført med skurede vægge og rustikke sten på gulvet, mens loftet er et net, så man stadig har fornemmelsen af at være ude i naturen. Da regnen på disse breddegrader indimellem kan være meget voldsom, er teltene placeret under et tag, dels for at skygge for solen, dels for modstå den værste monsunregn. Og kan man abstrahere fra tanken om kakerlakker, edderkopper, slanger og andet kryb, så er det en fantastisk oplevelse at ligge og falde i søvn til lydene fra det eksotiske dyrerige, der udspiller sig på den anden side af teltdugen.

Selv om rejsekammeraten  – med nattens kakerlakjagt og naboens slangebesøg in mente – måske vil mene, at det er at gå for vidt at betegne oplevelsen som fantastisk. Uforglemmelig er nok mere passende…

Luksus på vandet
Som noget nyt tilbyder Elephant Hills overnatning i flydende luksustelte omgivet af regnskov, klipper og bjergformationer.

Hvis man har mod på flere oplevelser og ønsker at komme endnu længere væk fra alfarvej, kan man kombinere opholdet i regnskoven med en nat på Cheow Larn-søen, som er en del af Khao Sok Nationalpark.

Cheow Larn Lake er et 162 kvadratkilometer stort floddelta, der blev skabt, da den thailandske regering i 1982 besluttede at bygge en dæmning – Rajjaprabha-dæmningen – og et kraftværk. En stor del af regnskoven og en række landsbyer blev i den forbindelse oversvømmet – beboerne blev dog genhuset – og det betyder, at man nu kan sejle midt igennem den frodige og tætte regnskov. Søen er visse steder op til 100 meter dyb, og i den store sø ligger omkring 100 små øer som levn fra det tidligere fastland.

Elephant Hills har i samarbejde med adventure-firmaet Siam netop etableret 10 luksustelte på søen – bygget efter samme princip som teltene i regnskoven, dog er det en mere gyngende oplevelse ude på søen.

For at komme ud til campen på søen sejler man i longtail båd gennem det mest sceniske landskab med lodrette kalkstensklipper og en frodig regnskov, hvor dampen stiger op fra og blander sig med skyerne. Efter en halv times sejlads ankommer man til campen, hvor der ligger 10 flydende telte samt en flydende restaurant, hvor man kan indtage sine måltider.

Teltene er enkle og smagfuldt indrettede med eget bad, og fra hvert telt går der en stige ned i vandet, hvor der ligger to kajakker, som man kan bruge til at udforske søens mange forgreninger. Som Jonathan Cell fra Elephant Hills siger:
»Søen er stor, og der er så mange forgreninger, at man kan sejle i dagevis.«

Elephant Hills’ teltcamp er den 10. på Cheow Larn Lake, men den eneste, der tilbyder turisterne at bo i luksustelte – de andre teltlejre er mere basic. Det er svært at få tilladelse til at drive turistvirksomhed på søen – Siam har ventet i 10 år på at få grønt lys til at etablere teltlejren, som bliver taget i brug af de første turister 1. januar 2011.

Læs også: Til fods på bæredygtig safari