Det er en underdrivelse at sige, at en midaldrende mand fra Lolland-Falster blev absurd glad, da han fik et helt specielt opkald.
I den anden ende af røret var en medarbejder fra Danske Spil, der kunne fortælle, at den midaldrende mand havde vundet 1,77 millioner kroner i Klasselotteriet.
»Ja! Nu skal vi giftes!« udbrød den heldige vinder, som sad op det meste af natten efter han fik det skelsættende opkald.
»Pengene er lige gået ind på kontoen i nat. Jeg sad og opdaterede min netbank klokken to i nat, da pengene kom! Det kan godt være, jeg bliver træt i aften, men lige nu kører jeg på overdrive. Jeg er en megaglad mand! Det er en fed følelse. Nu kan jeg gøre mine drømme til virkelighed. Livet er fantastisk,« siger manden i en pressemeddelelse.
Den midaldrende mands nu kommende brud har været hans kæreste gennem mange år. Parret vidste med det samme, at en del af den store gevinst skulle bruges på et kirkebryllup med en efterfølgende fest.
»Vi har snakket om det længe, min kæreste og jeg. Vi har været sammen i mange år og det her er hende, jeg skulle have været gift med, da jeg var helt ung, men sådan et bryllup koster jo nogle penge. Det er bestemt ikke gratis at blive gift i dette land, men nu får vi et rigtigt kirkebryllup, og det skal planlægges!«
Han fortæller også, at han står bag købet af en ny elbil, der meget snart holder i indkørslen. Den har en længere liste af ekstraudstyr - og er ikke amerikansk.
Milliongevinsten har også gjort, at den kommende brud har kunne gå ned i tid på arbejdet.
»Jeg er bare glad for, at jeg kan gøre noget godt for vores fælles fremtid og nutid. For nu kan min kæreste gå på nedsat tid. Hun vil godt nusse mere rundt derhjemme, og det skal jeg ikke stille mig i vejen for, selvom det er min gevinst. Det betyder noget for hende, og så betyder det også noget for mig. Så vigtige er penge på kontoen heller ikke,« slutter den nye millionær fra Lolland-Falster.
