Et flertal i Folketinget vil genindføre mulighed for, at sergenter og konstabler kan uddanne sig med løn.

Forsvaret skal opgraderes med mere panser og soldater, men et stort problem er rekruttering og fastholdelse af personel. Det er en afgørende forudsætning for, at Forsvaret kan bemande operative enheder hurtigt.

Derfor er der i en delaftale fra tirsdag aften enighed om at indføre ret til uddannelse med løn efter et antal år som fastansat som sergent eller konstabel.

- Derfor er det afgørende med gode rammer for vores medarbejdere, så vi er i stand til at håndtere de vigtige opgaver, der ligger forude for Forsvaret, siger forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) i en pressemeddelelse.

Håbet er, at det kan få soldater til at blive længere tid i Forsvaret, fordi de ikke skal bekymre sig om at skulle være på SU, hvis de vil have en ny uddannelse senere i livet, hvor man typisk har flere udgifter.

Tidligere eksisterede der en lignende ordning i Forsvaret. Den blev kaldt CU (Civil Uddannelse), men blev sparet væk i forbindelse med forsvarsforliget i 2013.

Ordningen betød, at man optjente point, mens man var i Forsvaret, til at kunne tage en uddannelse, og man fik fuld løn fra Forsvaret, mens man læste.

En budgetanalyse fra Forsvarsministeriet viste dengang, at der var 118 millioner kroner at spare ved at sløjfe ordningen.

Den nye delaftale øremærker 2,1 milliarder kroner frem til 2033 til den nye ansættelsesform med ret til uddannelse med løn.

Men det er først i 2029, at pengene kommer, bemærker Jesper K. Hansen, der er formand for Forsvarets største fagforening, Centralforeningen for Stampersonel.

- Der er altså temmelig lang tid til. Så prioriteringerne kan vi ikke rigtig forstå, siger Jesper K. Hansen til Ritzau.

Han mener, at ansættelsesformen vil være et "fastholdende tiltag" for unge soldater og vil derfor gerne have det i gang hurtigere.

- For forsvarets absolut største udfordring pt er ikke rekruttering men fastholdelse. Der er man nødt til at gøre noget nu, hvis man vil lukke det hul, siger han.

Med tirsdag aftens aftale indføres der også en ny officersuddannelse som professionsbachelor i tillæg til den eksisterende. Den skal muliggøre rekruttering til officersuddannelsen direkte fra ungdomsuddannelserne.

Det skal også gøre det mere attraktivt at begynde som officer, hvis man allerede er ansat i Forsvaret.

Som en tredje tid udbredes en erhvervsrettet uddannelse for konstabler i hele hæren. Den skal fastholde flere og bane vejen for den enkelte konstabels videre karriere som faglært i Forsvaret.

Det glæder den fungerende forsvarschef Michael Hyldgaard.

- Der investeres både kampafgørende militære kapaciteter og i forudsætningen for hele vores opgaveløsning, som er vores personel. Det styrker vores kampkraft og vores evne til at forsvare Kongeriget Danmark, siger han i meddelelsen.

/ritzau/