Straffen for besiddelse af billeder af overgrebsmateriale med børn er for lav. Det mener flere af Folketingets partier, der vil have hævet straffen, fortæller de torsdag til B.T. 

Ingen af partierne ønsker at kommentere på eller forholde sig til ekspolitikeren Henrik Sass Larsen, som er tiltalt i en sag om børneporno, men i generelle vendinger løfter de sløret for deres holdning til blandt andet »børnepornoparagraffen.«

»Jeg tænker, at sagen (mod Henrik Sass, red.) må gå sin gang. Men mere generelt synes jeg, straffen er for lav, og at vi burde have bedre behandlingsmuligheder til både ofre og gerningsmænd,« mener Socialistisk Folkepartis retsordfører, Karina Lorentzen Dehnhardt.

Hos Dansk Folkeparti deler man ønsket om at hæve straffen. 

Dansk Folkepartis retsordfører, Mette Thiesen, kræver langt hårdere straffe for overgreb mod børn, herunder besiddelse af overgrebsmateriale.
Dansk Folkepartis retsordfører, Mette Thiesen, kræver langt hårdere straffe for overgreb mod børn, herunder besiddelse af overgrebsmateriale. Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

»Jeg vil gerne understrege, at jeg ikke udtaler mig om en konkret sag. Når det er sagt, så skal vi langt højere op. En fem- eller en tidobling. Vi er heller ikke bange for at tale om minimumsstraffe,« siger retsordfører Mette Thiesen. 

Det er straffelovens paragraf 235, tidligere kendt som »børnepornoparagraffen,« der i anledning af den verserende sag pludselig har fået øget offentlig bevågenhed. 

Paragraffens stk. 2 fastslår, at »den, som besidder eller mod vederlag gør sig bekendt med utugtige fotografier, film, andre utugtige visuelle gengivelser eller lignende af personer under 18 år, straffes med bøde eller fængsel indtil 1 år«.

Hos SF ønsker man ikke at give et konkret bud på, hvor høj straffen bør være. I stedet har man en anden idé. 

Karina Lorentzen (SF) har i årevis beskæftiget sig på Christiansborg med overgreb – herunder seksuelle – mod børn og straffen heraf.
Karina Lorentzen (SF) har i årevis beskæftiget sig på Christiansborg med overgreb – herunder seksuelle – mod børn og straffen heraf. Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

»Jeg tænker, at Straffelovrådet burde sættes i gang med at se på det,« mener Karina Lorentzen (SF). 

Straffelovrådets opgave er, efter Justitsministeriets anmodning, at rådgive om strafferetlige lovgivningsspørgsmål og principielle spørgsmål om fastsættelse af såkaldt strafferetlig karakter. 

»Vi skal snart forhandle en straffereform, og der ville det være naturligt, at vi også skærpede straffen for besiddelse af overgrebsmateriale mod børn, men også for overgreb mod børn generelt,« siger Mette Thiesen. 

Men er en skærpet straf nødvendigvis den rigtige vej at gå? Der er dem, der vil indvende, at der er tale om syge mennesker, som får det bedre af behandling – ikke mere straf?

»Først og fremmest må vi som samfund sætte hårdt ind overfor noget, som er totalt uacceptabel adfærd. Og det er det at besidde overgrebsmateriale og begå overgreb mod børn. Jeg mener, også som mor, at der er tale om den værste slags forbrydelse, man overhovedet kan begå.«

Hos Dansk Folkeparti har man tidligere foreslået medicinsk kastration af pædofile – og det forslag står partiet stadig ved. 

»Hvis en dømt pædofil skal ud af fængslet igen, så skal vi sikre os, at vedkommende aldrig begår overgreb mod børn igen, og der er det ganske naturligt at sige, at vi tager din seksuelle trang fra dig,« siger hun.

B.T. har spurgt justitsminister Peter Hummelgaard (S), om han deler ønsket om at hæve straffen for besiddelse af overgrebsmateriale med børn. 

I en kommentar udtaler han, at seksuelle overgreb mod børn er en af de mest modbydelige forbrydelser, der findes.

»Regeringen overvejer løbende, hvordan vi kan styrke indsatsen mod seksuelt krænkende materiale med børn,« skriver Hummelgaard og fortsætter:

»Det er også grunden til, at regeringen i morgen (fredag, red.) fremsætter et lovforslag, som skal gennemføre en række initiativer, der blandt andet sætter hårdere ind over for fremstilling, udbredelse og besiddelse af seksuelt krænkende materiale med børn.«