Da statsministeren besøgte Nordic Waste-jordskreddet i januar, understregede hun, at det ville være »fuldstændigt urimeligt«, hvis børn og gamle i Randers skulle betale for oprydningen.

Nu er det, som om piben har fået en anden lyd. Til 1. maj ville Mette Frederiksen ikke garantere Randers-borgerne mere hjælp. 

Tværtimod sagde hun flere gange, at der allerede var blevet sendt penge afsted til kommunen. 

Mette Frederiksen, vil du sende flere penge til at hjælpe Randers med at rydde op?

»For det første vil jeg sige, at regeringen har en rigtig god dialog med Randers Kommune,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte: 

»Randers har allerede fået et trecifret millionbeløb, som gør, at Randers Kommune i den akutte og svære fase, har fået et ret stort bidrag fra resten af landet til at kunne klare den her opgave. Og så kigger vi selvfølgelig på, hvad der måtte være af yderligere udgifter.«

Og yderligere udgifter er der masser af.

I sidste uge meldte Randers Kommune ud, at de forventer at mangle hele 370 millioner kroner i kommunekassen, hvis de selv skal betale for oprydningen efter Nordic Waste.

I den forbindelse kom Socialdemokratiets gruppeformand i Randers Byråd, Sten Bundgaard, på banen og mindede statsministeren om hendes ord

»Jeg har jo en statsminister, der har stået i jordskreddet og sagt, at det her skal Randers-borgerne ikke stå alene med,« sagde han og fortsatte:

»Det forpligter i allerhøjeste grad. Det vil jeg i hvert fald mene.«

Han følte sig stadig overbevist om, at han kan regne med mere hjælp fra sin partileder, hvis det ikke lykkes at få penge ud af Nordic Waste-ejerne:

»Fordi vi selvfølgelig tror på det, Mette Frederiksen har lovet, når hun siger, at det her ikke må gå ud over borgerne i Randers. Det kommer det til, hvis vi ikke får hjælp fra staten ret hurtigt,« sagde Sten Bundgaard.

Men det virker ikke, som om Mette Frederiksen selv er enig i, at hun har lovet mere, end hun allerede har givet.

Mette Frederiksen, vil du sende flere penge udover dem, som er sendt? Det er jo det, de har opfattelsen af, at du har lovet?

»Det beløb, som er afsat fra statens side, er faktisk ikke udmøntet helt …«

Men skal der sættes flere penge af udover de cirka 200 millioner?

»Vi overvejer hele tiden, hvad der det rigtige at gøre. Jeg bliver bare nødt til at sige igen, at vi har sendt en del penge til Randers.«

Herefter blev statsministeren mindet om, at hun netop selv havde sagt, at børnehavebørn og ældre i Randers ikke »skulle betale regningen«.

Det kan det jo ende med nu, fordi kommunen står til at mangle 370 millioner ifølge dem selv. Vil du love, at de gamle og børnehavebørnene i Randers ikke kommer til at betale for det?

»Jeg vil gerne gentage, hvad jeg allerede har sagt. Der er sendt en del millioner til Randers. Det, synes jeg, er fuldt ud rimeligt. Så overvejer vi selvfølgelig løbende, hvordan situationen udvikler sig,« sagde Mette Frederiksen og fortsatte

Tror du, Kan man få dig til at sige

»Tak skal I have.«

Og så gik hun sin vej.

Lyt til B.T.s mediemagasin Q & CO med politisk analytiker Henrik Qvortrup.