Frygt for overfald, grædende børn og unge der frygter tæsk.

Sådan beskriver Morten Skov, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation, stemningen til første maj-arrangementet i Fælledparken i København.

Faktisk er han dybt berørt over, hvor voldsomme protesterne til arrangementet har været.

Det fortæller han, da B.T.s journalist møder ham til første maj i Fælledparken.

»Det er rigtig ærgerligt. Det er med til at skabe en ekstremt utryg stemning,« siger Morten Skov.

Se interviewet i videoen herunder:

Morten Skov fortæller, at han er dybt skuffet over dagens begivenheder.

»Jeg er ærgerlig over, at vi lønmodtagere ikke kan komme til vores første maj-arrangementer uden at frygte for vores sikkerhed, og uden at være bange for simpelthen at blive slået ned,« siger han til B.T.s journalist, imens en demonstrant under hele interviewet vifter et Palæstina-flag bag Morten Skov.

 Han fortæller til B.T.s journalist, at han har haft sine børn med i Fælledparken, der er kommet til ham grædende, på grund af den utrygge stemning. Derudover har han talt med flere unge, der var meget bekymrede, siger han.

Til B.T.s spørgsmål om, om det ikke er i orden, at demonstranterne bruger dagen som et talerør, fortæller Morten Skov, at han ikke mener, at det er en okay måde at sende et budskab på.

»Det med at sende et budskab ved at skabe et utrygt miljø, der gør at almindelige lønmodtagere ikke har lyst til at være der – der gør at unge bliver slået eller skubbet meget hårdt – at børn kommer grædende hen – det er no-go. Det er uacceptabelt, og det vil jeg ikke finde mig i,« siger fagforeningsformanden.

Der har været voldsomme demonstrationer dagen igennem i Fælledparken i København. Følg dagens begivenheder i B.T.s liveblog om 1. maj her.