Hjalmer Larsen synes stadig, det er vanvittigt at tænke tilbage på.
Tidligere på sommeren fik den 28-årige sanger opfyldt en drengedrøm, der medførte gåsehud og et 'skægt' møde med et af hans idoler.
Udover musikken har Hjalmer Larsen hele sit liv haft cykelløb som sin store passion.
Hans største drøm har i mange år været at opleve Tour de France helt tæt på, og i år gik drømmen i opfyldelse for en enkelt dag, da TV 2 gav ham en ekspertrolle i deres Tour-dækning i Frankrig.

»Vi spurgte TV 2, og de sagde ja til, at jeg måtte komme ned og være med. Så fik jeg et 'all acces' pas, så jeg kunne gå rundt alle vegne. Det var vanvittigt,« fortæller Hjalmer Larsen med et stort smil.
Udover at være gæst i TV 2's Tour de France-studie i løbet af dagen, fik han også mulighed for at komme helt tæt på rytterne i feltet.
Det medførte blandt andet et møde med den danske cykelstjerne Magnus Cort, der er kendt for at have et iøjnefaldende overskæg.
»Mens jeg var dernede, havde jeg også groet et overskæg. Så da jeg mødte Magnus Cort, fik vi en god overskægs-snak om, hvordan man passer og plejer det,« griner Hjalmer Larsen og fortsætter:
»Ellers stod vi jo i målbyen og så dem alle sammen komme i mål. Og de var der alle sammen. Vingegaard, Pogacar, Wout Van Aert kørte roligt forbi mig ned til deres busser. Helt svedige og tændte. Det var kæmpe stort. Jeg stod med gåsehud i en halv time.«
Hjalmer Larsen forklarer, at det aldrig tidligere rigtigt har passet ind i kalenderen at kunne tage til Frankrig og følge løbet tæt på – blandt andet var han optaget af et spillejob, da feltet for et par år siden kørte igennem Danmark.
Derfor måtte han i år også nøjes med en kort tur til Frankrig, da han hurtigt skulle tilbage til Danmark og spille festivaler.
»Det var lige med at få det til at passe med sommerturneen. Jeg fløj derned om aftenen, var der en enkelt dag, og så fløj jeg hjem igen næste morgen. Men det var stadig meget stort,« slår han fast.
B.T. møder Hjalmer Larsen på årets Smukfest, hvor han torsdag eftermiddag spillede på festivalens såkaldte 'Stjernescene'.
Han elsker at være på festivalturné, men vil i år især huske sommeren for de mange regnbyger.
»Den første håndfuld shows foregik altid under skybrud, så til at starte med føltes det meget overlevelses-agtigt,« fortæller han og fortsætter:
»Men folk har været meget søde og glade, så det har været et par dejlige måneder på landevejen. Jeg har savnet det og kan ikke rigtig overskue, at det stopper igen lige om lidt. Så lige nu suger jeg det allersidste ud af det.«
