Fredag formiddag foretog en bilist et ulovligt venstresving i Næstved.

Da politiet standsede manden, skete der noget bizart.

»Bilisten, der steg ud af bilen, var en 40-årig mand, der virkede fuld, og mens han talte med betjentene, kom trangen over ham, og han stillede sig op for at tisse,« skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i døgnrapporten.

Episoden udspillede sig kort efter, at manden klokken 10.25 fredag formiddag var blevet stoppet på Skyttemarksvej i Næstved efter at være drejet ud på Ring Øst fra en sidevej, hvor der var venstresving forbudt.

Betjentenes mistanke om spirituskørsel viste sig at være korrekt.

Og det i sådan en grad, at det kan ende med at koste den 40-årige dyrt.

Alkometertesten viste en promille på godt over 2,0, og derfor blev manden anholdt og sigtet for vanvidskørsel.

Hans bil blev beslaglagt på stedet, og kørekortet står han også til at miste, hvis den efterfølgende blodprøve bekræfter den høje promille.

Derudover er den 40-årige blevet sigtet for ikke at rette sig efter skiltningen og for overtrædelse af ordensbekendtgørelsen.