Sydøstjyllands politi efterforsker et drab på en 68-årig mand i den jyske by Christiansfeld.
Det skriver politikredsen i en pressemeddelelse.
Manden blev mandag fundet død i en ejendom, og vicepolitiinspektør Christian Skyt kan nu bekræfte, at sagen efterforskes som et drab:
»Obduktionen har vist, at manden er blevet dræbt. Grundet efterforskningen ønsker vi på nuværende tidspunkt ikke at dele flere oplysninger om sagen,« siger Christian Skyt, der leder efterforskningen, i pressemeddelelsen.
Politiet er fortsat i gang med efterforskningen og opfordrer derfor borgere til at henvende sig, hvis man måtte vide noget om sagen.
Særligt, hvis man har set noget i tidsrummet fra søndag den 1. marts kl. 18.00 til tidspunktet omkring anmeldelsen mandag den 2. marts kl. 19.30, lyder det fra vicepolitiinspektøren.
»Vi er meget interesseret i at høre fra borgere, der måtte have relevant viden. Hvis nogen har set, hørt eller ved noget om sagen, skal de række ud til politiet,« siger han.
Har man oplysninger i sagen kan man kontakte politiet på 1-1-4.
