Snart kan du ikke længere få 'svinegod' kebab på Nørrebro og i Valby.
Umut Sakarya lukker nemlig de to Guldkebab-restauranter på Rantzausgade og Toftegårds Allé.
Det fortæller han til københavnliv.dk.
Det er ifølge den kendte kok ikke af økonomiske årsager, at restauranterne nu må lukke. Det er derimod et mere personligt anliggende.
»Min samarbejdspartner, der kørte Guldkebab, har ikke kunne startet op igen efter coronanedlukningen af personlige årsager, og derfor har vi besluttet at sælge forretningerne og stoppe kontrakten med Guldkebab,« siger Umut Sakarya til københavnliv.dk.
Den første Guldkebab-restaurant åbnede i februar 2020, og siden har københavnerne kunnet mæske sig i kebab lavet på svinekød og andet griset mad. Det var blandt andet muligt at få sig en 'rullekebab', der var en meter lang.
Restauranten i Valby har længe være meldt 'corona-lukket', mens Nørrebro-afdelingen var midlertidigt lukket. Nu er det officielt, at de ikke åbner igen.
Umut Sakarya fortæller, at han ikke fortryder at have lavet konceptet, og håber på at lave noget lignende i fremtiden.
Han vil nu i stedet lægge sin energi i de eksisterende restauranter Guldkroen og Guldgrillen.


