Sarah Louise Christiansen, kendt fra blandt andet 'Forsidefruer', har fået ny kæreste. Det fortæller hun Realityportalen.

Det er efterhånden længe siden, at den tidligere ‘Forsidefruer’-deltager Sarah Louise Christiansen har været i et forhold.

Det har dog ændret sig nu.

Den smukke brunette bekræfter nemlig overfor Realityportalen, at hun og Jacques Møller, der tidligere har deltaget i ‘Kræsne købere’ og ‘Liebhaverne’, er blevet et par.

»Vi har faktisk kendt hinanden i seks år,« fortæller Sarah Louise Realityportalen og fortsætter:

»Det er bare først i år, vi har taget skridtet i den retning.«

Nyder hinanden

Sarah Louise har været single i to år og har i ti år kun haft ét rigtig seriøst forhold – nemlig til faderen til hendes børn.

Derfor har hun også gjort sig nogle overvejelser om, hvornår Jacques skal introduceres for børnene:

»Det har vi slet ikke travlt med. Lige nu nyder vi bare hinanden og bare at være os to. Jeg har jo ikke været i et seriøst forhold, siden jeg var sammen med børnenes far, så det er en stor ting – både for mig og dem – at der er kommet en ny mand ind i mit liv,« fortæller Sarah Louise Realityportalen.

Jacques har også en 24-årig søn, men heller ikke ham har Sarah Louise mødt endnu.

»Det skal jeg helt sikkert på et tidspunkt. Men det har vi ikke travlt med,« siger hun.

Artiklen blev bragt i samarbejde med Realityportalen.dk