Isak Jensen lavede to regulære frisparksperler, da Viborg vendte 0-1 til 2-1 mod Silkeborg.
Allerede ved indledningen af Superligaens nedrykningsspil stod det klart, at Silkeborg og Viborg blev holdene, som skulle kæmpe om den syvendeplads, der giver en playoffkamp om europæisk deltagelse.
Længe lignede det, at Silkeborg skulle åbne et hul på fem point i søndagens indbyrdes opgør, men på to frisparksdrøn af Isak Jensen i det sidste kvarter hev Viborg en sejr på 2-1 i land.
Dermed rykker Viborg op på syvendepladsen med et enkelt point ned til Silkeborg.
Det var to hold, som var mødt op på Viborg Stadion for at jagte en sejr. Hverken trukne håndbremser eller stramme defensive organisationer var en del af en ganske livlig indledning på kampen.
Begge hold kom frem til fine tilbud i den første halve time. Forskellen var, at Silkeborg ramte målet på flere af sine.
Derfor var det også fortjent, da Pontus Rödin efter 25 minutter headede gæsterne i front ved bagstolpen efter et flot indlæg.
Robin Østrøm var fem minutter senere tæt på at øge føringen, men Lucas Lund dykkede flot ned og klarede forsøget.
Også efter pausen sled hjemmeholdet med skarpheden. Chancerne kom stadig i begge ender, men Renato Junior og resten af offensiven ramte meget sjældent inden for målrammen.
Bedst som det så ud til, at de grønblusede kun havde medbragt løst krudt, viste Isak Jensen sparketeknik fra absolut øverste hylde.
Med et kvarter igen hamrede han et frispark helt op i krydset i bedste Ronaldo-stil fra portugiserens velmagtsdage. Et regulært drømmemål.
Det var fortsat Lucas Lund af målmændene, som havde mest at se til, men Viborg lagde bestemt også billet ind på sejren.
Og da hjemmeholdet fik frispark lidt uden for feltet igen i næstsidste minut, holdt hele stadion vejret. Det blev en ubehagelig deja-vu-oplevelse for Silkeborg-keeper Nicolai Larsen.
For med et næsten identisk spark, blot fra lidt kortere afstand, smækkede Isak Jensen atter bolden over muren og ind i nærmeste hjørne. En værdig afslutning på en spændende kamp.
/ritzau/
