Andre Onana har været på alles læber efter sine fæle drop i Manchester Uniteds kamp mod Lyon torsdag, der endte 2-2 efter to graverende fejl af målmanden.

Men en mand har fået en endnu dårligere karakter i den franske sportsavis L'Equipe, og det er desværre Rasmus Højlund.

Danskeren slap med et to-tal ud af ti, hvilket er værst af samtlige spillere på banen.

'Ud over en misset flugter på et indlæg fra Dorgu tilførte Højlund absolut intet til sit hold. Han havde kun ni boldberøringer, og Lyon-forsvaret lukkede ret nemt ned for ham, inden han byttede med Zirkzee,' skriver mediet, der giver Onana tre.

Rasmus Højlund blev skiftet ud efter 63 minutter på banen mod Lyon.
Rasmus Højlund blev skiftet ud efter 63 minutter på banen mod Lyon. Gonzalo Fuentes/Reuters/Ritzau Scanpix

Generelt har kritikken af den 22-årige angriber været nådesløs.

Hos Manchester Evening News var angriberen næstværst med et fire-tal, hvor det blev påpeget, at der for anden uge i træk havde været mere målfarlige forsvarsspillere end ham.

'Højlund fortsætter med at være en lame duck (en, der ikke er god nok til at varetage sin opgave, red.) af en nummer ni for United,' fremgår det.

'Ugarte (en medspiller, red.) gav ham lidt fif ved et kampstop. Det havde været nok bare at sige til ham, at han skulle 'rammet målet'.'

Daily Mail giver også Højlund karakteren fire, men kalder hans kamp for en 'mareridtspræstation.'