I dag kom der endelig et pip fra Visma-Lease a Bike om Jonas Vingegaards chancer for at forsvare sine Tour de France-titler til sommer.

Danskeren var i starten af april involveret i et voldsomt styrt i Baskerlandet Rundt, der kostede den dobbelte Tour-vinder et brækket kraveben, flere brækkede ribben og en punkteret lunge.

Men der er optimisme at spore fra det hollandske storhold.

»Vi holder absolut muligheden åben for, at han kommer til Tour de France. Jonas er ekstremt talentfuld, og vi ved, at han restituerer ekstremt hurtigt.

»Vi gør status hver uge. Den medicinske stab kan lige nu ikke sige så meget om, hvad for et program han kan følge. Det må vi vente og se, men vi håber absolut stadig, at han kan forsvare sin Tour-titel,« udtalte ledende sportsdirektør, Merijn Zeeman, fredag til hollandske Wielerflits.

Og den gode - omend lidt forsigtige udmelding - er sød musik i ørene hos B.T.'s cykelkommentator, Frederik Gernigon.

Foto: Christophe Petit Tesson/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Jeg var nærmest selv ved at falde af cyklen, da jeg så Vismas udmelding om Vingegaard.«

»For wow - den havde jeg ikke set komme. Visma har ikke ligefrem kastet om sig med de positive Vingegaard-nyheder, og udelukkende det, at holdet helt og holdent tror på, at han stadig kan nå at blive klar til Touren, er en kæmpe lettelse for Vingegaard - men også dansk cykelsport.«

»I Danmark er vi jo snotforkælede med verdensklasseryttere i disse år, men en Tour uden Vingegaard har bare ikke samme magi,« lyder det fra cykelkommentatoren.

»Selvfølgelig skal vi lige slå koldt vand i blodet. Intet er sikkert, men helt ærligt, så har dagens nyhed gjort, at jeg for alvor tror på, at vi igen ser Jonas Vingegaard i det franske til sommer.«