Tirsdag kunne B.T. fortælle, at bestyrelsen bag FCK i december havde spurgt den daværende sportsdirektør Sune Smith-Nielsen, om tiden var inde til at fyre Jacob Neestrup.
Sportsdirektøren sagde nej, men var nødt til at undersøge mulighederne for at finde en afløser, hvis cheftræneren alligevel blev fyret eller solgt til en anden klub.
Her gik han ifølge B.T.s oplysninger blandt andet til eks-FCK'eren Bo Svensson, der har været træner for Mainz og Union Berlin.
De oplysninger var Jacob Neestrup ikke meget for at tale om til onsdagens træning på Frederiksberg. Der var faktisk lukket med syv segl.
B.T. skrev i går, at Sune Smith Nielsen har haft møder med Bo Svensson i forhold til at afløse dig. Har du læst det, og hvad tænker du om det?
»Jeg har ikke nogen kommentarer til det,« lød det hurtigt fra den 37-årige cheftræner.
Hvordan har du det med, at ledelsen har kigget på en til at afløse dig?
»Jeg har ikke nogen kommentarer til det,« sagde han, før spørgsmålet var stillet færdig.
FCKs kommunikationschef reagerede dog på historien tirsdag.
»I F.C. København er vi meget bevidste om, at vores dygtige medarbejdere – heriblandt cheftræneren – kan være attraktive for andre, og derfor forbereder vi os løbende på fremtiden,« skrev Maria Krüger Torp til B.T.
Du kan lytte til B.T. Fodbold på B.T.dk, Spotify, Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:

