»Hov, den havde jeg glemt – de brændte straffe i første halvleg.«

Fem mål på otte minutter, tre straffespark, et rødt kort og en vild straffesparkskonkurrence var opskriften på et grotesk drama, der mundede ud i en sensation.

Den lille klub Jerv er nemlig for første gang nogensinde klar til at spille i den bedste norske række efter en vanvittig fodboldkamp mod Brann.

»Verdens vildeste fodboldkamp« er det norske drama blevet kaldt. Også B.T.s egen fodboldskribent, Morten Bruun, havde store ord fremme:

Derfor kan det være svært at huske det hele.

Også for den sensationelle oprykkers danske anfører, Mathias Wichmann, der dagen derpå stadig er i choktilstand:

»Det er helt vanvittigt. Vi gik fra at blive kørt rundt i 90 minutter til at spille Eliteserien. Nu havde jeg jo en ret vild uge i AaB i 2014 – men det her er klart den vildeste uge,« lyder det fra den tidligere danske mester i AaB.

For som om onsdagskampen mod Brann i sig selv ikke var nok, så kom den på bagkant af en anden playoffkamp. Søndag spillede sydnorske Jerv mod KFUM Oslo. Også det opgør endte i forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.

Jervs danske anfører Mathias Wichmann var selv blandt målscorerne i den højdramatiske straffesparkskonkurrence.
Jervs danske anfører Mathias Wichmann var selv blandt målscorerne i den højdramatiske straffesparkskonkurrence. Foto: Heiko Junge
Vis mere

»Derfor var jeg nok ikke på 100 procent. Og så mødte vi et Brann-hold, der spillede en rigtig god gang fodbold. Hold kæft, vi løb efter bolden de første 45 minutter,« siger den 30-årige midtbanespiller.

Og på den måde kom vi i gang med at oprulle dramaet. Du kan med fordel holde tungen lige i munden.

Første halvleg var et bombardement mod Jerv-målet, hvor Brann blandt andet ramte stolpen, mens det lykkedes Jerv at score – med Mathias Wichmanns ord – »den eneste gang. vi var over midten.«

»Hov, de brændte også et straffe,« kommer Mathias Wichmann i tanke om.

Ligesom i 'verdens dyreste fodboldkamp' i den engelske Championship eller de højdramatiske playoff om op- og nedrykning i Danmark spiller man i Norge én kamp om en plads i Eliteserien mellem en klub fra den bedste række og en fra den næstbedste. På forhånd var Jerv ikke spået mange chancer mod Brann fra Bergen, der tæller flere danskere.

Mathias Wichmann nåede at spille Europa League i 2014. Her i udekamp Steaua Bucharest.
Mathias Wichmann nåede at spille Europa League i 2014. Her i udekamp Steaua Bucharest. Foto: DANIEL MIHAILESCU
Vis mere

Klubben fra Eliteserien, der har dansk anfører i Daniel A. Pedersen og dansk sportschef i Jimmi Nagel, har haft en forfærdelig sæson – især uden for banen.

En sexskandale ramte nemlig klubben i august, hvor 12 spillere indtog klubbens hjemmebane og holdt en kæmpe fest med adskillige kvinder i starten af 20erne på gæstelisten, som resulterede i politisager for overgreb.

Men tilbage til 'verdens vildeste fodboldkamp'.

Kort inde i anden halvleg udlignede Brann dog Jervs føring. Og derefter fik klubben straffespark for anden gang i kampen. Men igen knækkede skytten under det gigantiske pres.

»Det er faktisk en genistreg af min midtbanekollega (at begå straffet, red.), for ellers havde de sgu scoret. Men vores keeper redder igen,« fortæller Mathias Wichmann, der ligesom resten af holdet rendte rundt med bly i benene i det sidste kvarter.

Men det lykkedes at holde stand og sende den altafgørende kamp i forlænget spilletid.

Knap var den startet, før Wichmanns tropper fik en livline, da Runar Hove fra Brann begik straffe og Diego Campos sparkede Jerv mod Eliteserien.

»Derfra foregik det kun i felterne,« fortæller Wichmann, der kunne se selvsamme Campos score til 3-1 efter 112 minutter.

»Vi stormer faktisk banen, da vi scorer til 3-1 – vi tror jo, den er hjemme. Så scorede de til 2-3 lige efter, hvor vi ikke kunne gå op til midten. Da de udlignede til 3-3, var vi færdige. Vi kom ikke i nærheden af deres felt,« erindrer Mathias Wichmann om de kun fem minutter, hvor kampen gik fra 3-1 til 3-3 – og pludselig 4-3 til Jerv, på oplæg af danskeren:

»Det var sådan lidt NFL-turns på det tidspunkt. Jeg slår en hail mary til vores angriber, der scorer, og for tredje gang i løbet af 15 minutter tænker jeg: 'Nu rykker vi op' – den holdt så heller ikke ret længe,« griner aalborgenseren.

For dybt inde i overtiden udlignede Brann til 4-4 – og så var der straffekonkurrence.

»Da der fløjtes af, måtte dommeren jo skynde på os for at gå hen til træneren og udpege skytter. Vi var helt færdige,« husker Mathias Wichmann.

Akkurat som straffekonkurrencen tre dage forinden mod KFUM Oslo bankede Wichmann nemlig selv et af de vigtige mål i kassen, inden Øystein Øvretveit i Jerv-målet blev helten, da han reddede Robbie Taylors skud.

Og så var Jerv klar til Eliteserien og opgør mod Rosenborg, Molde og de dobbelte norske mestre og Roma-bødler, Bodø/Glimt:

»Det er ikke helt sunket ind.«

Humlebi-klubben i de gule trøjer og blå shorts, der spillede i det norske svar på Danmarksserien for otte år siden, giver ekko af Hobro i Superligaen, og Mathias Wichmann ser da også flere paralleler mellem sensationsklubberne:

»Vores stadion er ikke engang godkendt til Eliteserien. Vi taler om lille Jerv – du ville bliver overrasket over at se klubhuset. Det er ikke meget anderledes end B52 eller Gug Boldklub,« slutter Mathias Wichmann.

Andre læser også