Til salg.

Det skilt satte selskabet bag FC København tirsdag på Danmarks nationalarena, kontorejendommene og Lalandia-bygningerne. Et salg, der kan ende med at give rigtig, rigtig mange penge i kassen.

Alligevel er der fra kilder i investormiljøet stor skepsis omkring udsigterne til et salg af Parken Sport & Entertainments ejendomme i forhold til fremtiden for koncernens fodboldafdeling. Salget kan nemlig gå hen og blive lidt af et mareridt for FCK-fans.

Men først til, hvorfor det overhovedet er kommet dertil, at blandt andet Parken på Østerbro i København nu ser ud til at skulle på andre hænder.

»Det kommer ikke bag på mig. Det giver mening, fordi Parken altid har været en meget blandet virksomhed. Ved at sælge ejendomsporteføljen gør man det meget mere klart for sine aktionærer, hvad de har købt sig ind i. Det er totalt klassisk,« fortæller chefredaktør på Euroinvestor Simon Richard Nielsen til B.T.

»Parken Sport & Entertainment har jo aldrig været de bedste til at drive Parken. Normalt er det jo ejendomsselskaber eller pensionskasser, der har ejendomme. Så ejer man bygningen for at have den 20, 30 eller 40 år, hvor man får en stabil indtægt. Derfor giver det super god mening at tone rent flag, som Parken gør. De har erkendt, at de ikke er sat i verden for at drive en ejendom; de er sat i verden for at drive en underholdningskoncern.«

Chefredaktøren sammenligner det med AP Møller – Mærsk, der tidligere også har haft andele i olie, bankverdenen og et supermarked, men som nu har solgt alt det fra. På den måde er det helt tydeligt, at det nu er en transportkoncern.

»Så med forsinkelse har Parken taget hul på en moderne drevet virksomhed, hvor der er fokus på én kernekompetence,« siger han.

Selvom Parken ved et salg kommer på andre hænder, har koncernen understreget, at de vil leje sig ind, så FCK fortsat vil have samme hjemmebane.
Selvom Parken ved et salg kommer på andre hænder, har koncernen understreget, at de vil leje sig ind, så FCK fortsat vil have samme hjemmebane. Foto: Liselotte Sabroe
Vis mere

Tirsdag fortalte bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Allan L. Agerholm til B.T., at man regner med at have afklaring inden for et halvt år, og det betyder, at man potentielt vil kunne stå med en stor pose penge meget snart.

»Hvis de sælger ejendommene, så får de jo cool cash. De får jo ekstremt mange penge,« siger Simon Richard Nielsen.

Og det er der noget om.

Kilder fortæller til B.T., at Parken Sport & Entertainment måske kan få et sted mellem 2 og 2,5 milliarder kroner for de fire kontortårne, Lalandias vandland i Rødby og Billund samt fodboldarenaen Parken. Og de mange nuller vil i den grad falde på et tørt sted.

Bestyrelsesformand for Parken Allan Agerholm, fortalte tirsdag til B.T., at man regner med en salgsproces, der vil tage omkring seks måneder.
Bestyrelsesformand for Parken Allan Agerholm, fortalte tirsdag til B.T., at man regner med en salgsproces, der vil tage omkring seks måneder. Foto: Mathias Eis
Vis mere

De mange penge betyder nemlig, at man kan eliminere en stor del af den bankgæld, som banken Nordea har givet koncernen, ligesom man vil have kapital at udlodde til aktionærerne.

Men selvom det alt sammen kan lyde meget godt, så kan det hele gå hen og få store negative konsekvenser for fodboldklubben FC København, mener kilder i investormiljøet med insigt i fodbold.

Salget vil nemlig være et markant brud på den strategi, man lagde i Parken for mange år siden om, at en fodboldklub skulle kunne understøttes af andre forretningsområder. På den måde gør man sig mindre sårbar i de tider, hvor spillet på banen ikke kører på skinner.

Gennem mange år har det betydet mindre, hvis FC København har haft en negativ transferbalance, eller hvis præstationerne ikke har ført til en masse penge gennem kvalifikation til europæisk fodbold. Her har man i stedet kunnet tage indtægter fra Lalandia og især ejendommene, der kunne dække det.

Det vil man ikke længere være i stand til, hvis et salg af ejendommene går igennem.

Kilder fortæller, at man formentlig vil kunne få omkring 500 millioner kroner for stadion, hvilket ville betyde, at FCK vil skulle betale en årlig husleje på cirka 25 millioner kroner om året – det er ikke småpenge for en fodboldklub, og det er det slet ikke, hvis FCK ikke konsekvent opnår det klare mål om danske mesterskaber og europæisk gruppespil i enten Champions League eller Europa League.

Sker det ikke, kan det ifølge kilder nemlig ende i lidt af et mareridt for den danske storklub, der i mange år netop har kunnet prale med store overarme på grund af de ejendomme, de havde i hænderne.

Samtidig står storaktionærerne også med forskellige interesser i forhold til, hvor man vil skyde yderligere kapital ved et salg ind henne. På den side står den store FCK-fan Lars Seier, der uden tvivl vil kigge fodboldklubbens vej, mens Karl Erik Korsgaard og Erik Skjærbæk i stedet vil se sit snit til at gøre Lalandia større.

Tiden vil vise, hvilken vej de går.