Han har lige valgt farve på sit nye fly, og når han får det leveret i 2013, vil han være 21,5 millioner fattigere. Men den slags udlæg bekymrer ikke multimillionær Morten Wagner. Sidste år scorede han den 20-årige blondine Julie Tolsgaard på det internet, der har gjort ham så rig, at han har råd til at blive en af de første i verden, der får leveret en af Honda Aircrafts eksklusive privatfly. En HondaJet, der lige nu testflyves i USA.

- Jeg har i forvejen en Eclipse 500 med plads til fem. I den nye er der plads til syv. Det skal være mit businessfly, og jeg håber på, at det samtidig bliver starten på det flyfirma, jeg har drømt om at lave i mange år, siger 38-årige Morten Wagner.

Udover piger er Wagner også god til at score kassen. I går kom hans første selskab dating.dk ud med et overskud, der er nogle millioner højere end det beløb, han skal give for sin nye jet. Næsten 26 millioner kroner.

Grundlagde firmaet i drengeværelset

- Men der kommer regnskaber fra de andre selskaber engang i næste uge, og her regner vi med, at overskuddet bliver på mere end 100 millioner, afslører Dating-kongen, der grundlagde sin formue med internet-portalen dating.dk i internettets barndom tilbage i 1998.

Dengang startede han millionforretningen sammen med to venner hjemme på værelset, fordi jurastudierne kedede ham, og fordi de selv ville i kontakt med piger.

I dag sidder han bag roret i eget jetfly, og det kan godt blive nødvendigt, når man har hus i Spanien, kæreste i Danmark, samt forretninger og fornøjelses-ture at passe i resten af verden.

Og farven på det nye fly?

- Jeg hælder mest til den blå, men min forretningspartner, Peter Sønderby, kunne bedst lide den grå. Så nu får vi se, smiler Morten Wagner.