Købmand Anton Leed advarer sine kunder om varer, der bare bliver dyrere og dårligere
I en lille Let-Køb-butik i Barmer vest for Aalborg har købmand Anton Leed en lidt usædvanlig købmandsbutik. Under mottoet ‘Købmand med holdning’ vælger Anton Leed med jævne mellemrum at stoppe med at føre en vare i butikken af den simple årsag, at produktet er blevet for dårligt eller for dyrt.
Eller også laver han sine egne skilte, hvor han skriver ‘Nu med mere end 20 pct. vand’, eller han laver et skilt, hvor han forklarer kunderne, at han ikke længere fører Premier Is, fordi han mener, at kvaliteten af produkterne er blevet for dårlig til prisen.
SKAL VI FORBRUGERE BEGYNDE AT STILLE STØRRE KRAV TIL FØDEVAREPRODUCENTERNE? DELTAG I DEBATTEN UNDER ARTIKLEN.
Senest har han droppet at sælge den klassiske Fløderand fra Polar Is/Premier Is, som pludselig var blevet fyldt med vand i stedet for fløde.
Anton Leed er også formand for Let-Køb-kæden, og sidder i bestyrelsen for De Samvirkende Købmænd, som er de ‘frie’ købmænds brancheforening.
Han langer ud efter både fødevareproducenterne og grossisten SuperGros, som han mener forringer varernes kvalitet.
- Efter finanskrisen er det gået helt galt. Produkterne er bare blevet dårligere og mindre
Det handler kun om profitoptimering. Jo dårligere et produkt, desto flere penge tjener de. Men jeg gider ikke sælge et produkt, som jeg synes er for dårligt, og det får mine kunder at vide. Når de spørger mig, hvorfor jeg ikke har den og den rullepølse i skiver, så svarer jeg, som det er, at det har jeg ikke, fordi jeg ikke vil sælge det, men at jeg har et helt stykke rullepølse fra Højers Pølser, hvor jeg kan stå inde for kvaliteten, siger Anton Leed.
Han mener også, at kunderne er alt for dårligt stillede i forhold til at gennemskue de forringelser, der sker på kvaliteten. Og derfor ringer han til SuperGros eller direkte til producenten, hver gang han får mistanke om, at et produkt er blevet ændret.
- Når man som kunde ser et produkt, hvor der står ‘Ny kvalitet’, så tænker man, at der er sket en forbedring af produktet. Men oftest handler det om, at der er sket en forringelse. Andre gange påstår producenterne, at det kun er indpakningen, som er ændret, men så viser det sig, at det også er indholdet. Men det har kunderne ikke en chance for at gennemskue.
Købmænd skal stille krav
Og derfor langer Anton Leed også ud efter sine købmands-kolleger, som han mener bør råbe mere op.
- Som branche accepterer vi for mange forringelser. Vi bør have en holdning og sige stop. Vi skal turde sige til dem, at vi ikke vil sælge det, siger Anton Leed og fortsætter:
- En rigtig købmand burde både kunne og turde stille krav. Men alle vil gerne være gode venner med leverandørforeningen. Jeg vil bare gerne være gode venner med mine kunder og kunne se mig selv i øjnene, siger Anton Leed.
Skal vi forbrugere begynde at stille større krav til fødevareproducenterne?
Deltag i debatten herunder.