Rundt omkring blandt holdbusserne i årets Tour de France har Bjarne Riis' planer om et nyt dansk storhold fået en hjertelig modtagelse.

Men på Anti Doping Danmarks (ADD) kontor i København ser man anderledes skeptisk på den tidligere Tour-vinders ambitiøse projekt, 'Team Made in Denmark'.

Det er nemlig ikke mere end tre år siden, at ADD i en stor dopingrapport konkluderede, at Bjarne Riis som minimum havde kendskab til dopingbrug blandt sine ryttere på Team CSC.

Og direktør i ADD, Michael Ask, mener bestemt ikke, at tavlen er vasket ren, når det kommer til Riis.

»Det er stadig stærkt problematisk, at Bjarne Riis ikke har fået lagt kortene på bordet omkring sit kendskab til doping på hans tidligere cykelhold. Det stiller nogle spørgsmål omkring hans troværdighed og moralske evne til at lede et cykelhold, der skal være på den rigtige side af loven,« siger Michael Ask til B.T.

Direktør i Anti Doping Danmark, Michael Ask, er ikke begejstret for Bjarne Riis' potentielle comeback til topcykling.
Direktør i Anti Doping Danmark, Michael Ask, er ikke begejstret for Bjarne Riis' potentielle comeback til topcykling. Foto: Asger Ladefoged
Vis mere

Bjarne Riis planlægger i samarbejde med en række sponsorer at tiltrække de bedste danske ryttere til holdet, der satser på at være en del af Tour de France-feltet inden for et par år. Og selvom ADD er særdeles skeptisk over for planerne, vil Michael Ask ikke direkte gå og advare de danske topryttere om at slutte sig til Bjarne Riis.

»Det er de voksne nok til selv at bestemme. Men jeg gentager bare: Der er stadig et uafsluttet kapitel omkring Bjarne Riis og hans rolle som leder af det gamle CSC -og Saxo Bank-hold. Og det er problematisk, at vi aldrig har fået en ordentlig afslutning på det,« fortæller Michael Ask.

Men I skal vel have et samarbejde med Riis, hvis Team Made in Denmark bliver en realitet?

»Ja. Vi tester jo bredt hos de danske cykelhold og de danske cykelryttere. Og det gør vi også hos det hold, som Bjarne Riis allerede er involveret i. Og det kommer ikke til at ændre sig.«