Danmark vil forfærdelig gerne have Tour-starten - den såkaldte 'Grand Depart' - til Danmark i 2021. Men beslutningen ligger i hænderne på løbsdirektøren for Tour de France, Christian Prudhomme - og han har ikke travlt.

»Der er stadig lang tid til 2021,« sagde Prudhomme, da han efter lørdagens etape tog imod en håndfuld danske journalister på sit kontor.

Han slog dog fast, at han var meget imponeret over den danske iver efter at blive en del af ruten i verdens hårdeste cykelløb.

Københavns overborgmester, Frank Jensen, var inviteret ned til Tour de Frances fjerde etape af Christian Prudhomme (th.). Her fortalte Frank Jensen, at han havde en stærk tro på, at det i 2021 vil lykkes for at Touren til Danmark.
Københavns overborgmester, Frank Jensen, var inviteret ned til Tour de Frances fjerde etape af Christian Prudhomme (th.). Her fortalte Frank Jensen, at han havde en stærk tro på, at det i 2021 vil lykkes for at Touren til Danmark. Foto: Claus Bonnerup
Vis mere

»Det faktum, at Københavns borgmester kom herned, viser endnu engang viljen fra det danske bud. Jeg fik også en sms fra Lars Løkke Rasmussen, da Danmark og Frankrig spillede 0-0 ved VM. Han skrev 'Merci', og jeg skrev 'tak' tilbage. Og det viser igen viljen,« sagde han og fortsatte:

»Jeg er imponeret over, hvad København gør for cykling. Cykling er fremtiden, og det så jeg under mit besøg i København. Vi kigger mere og mere på byernes passion for cykling, hvor vi før i tiden kiggede på, om byerne havde nogle store cykelmestre. København er den førende by inden for cykelkultur - endda foran Utrect, der fik en Grand Depart for et par år siden.«

Christian Prudhomme afslørede også, at han Grand Depart-bud fra omkring 10 byer liggende.

»Men Københavns kandidatur er helt sikkert meget flot. Der er ikke mange af kandidat-byerne, der har en statsminister, der diskuterer Tour-start med den franske præsident. Men det gør Lars Løkke Rasmussen med Emmanuel Macron, haha.«

Kan du pege på én ting, der taler imod en Tour-start i Danmark?

»Det skulle være de logistiske udfordringer,« svarede Prudhomme prompte og hentydede til problematikken i at flytte hele Tour-cirkusset fra Sønderjylland til Frankrig over en nat.