»En prisstigning på mere end 100 procent. Det er lige friskt nok.«
Ordene kommer fra Kurt Christensen fra Vordingborg.
Han har tidligere i juni modtaget en besked fra sit forsikringsselskab IF om, at prisen for at forsikre hans motorcykel kommer til at stige.
Kurt Christensen har hidtil betalt 4.353 kroner for at forsikre sin Honda CBR 1000, men de vilkår ønsker IF ikke at fortsætte parternes aftale under.
I stedet oplyser selskabet i sit brev Kurt Christensen om, at prisen fra august bliver 8.899,86 kr.
Det er en stigning på 104 procent.
»Jeg synes, det er lige friskt nok. Jeg var godt klar over, at det i forvejen var relativt billigt og kunne også godt leve med en stigning,« siger Kurt Christensen til B.T. og tilføjer:
»Men at man lige pludselig beslutter sig for, at prisen skal stige med over 100 procent. Det er lige godt nok. Det er ikke bare en stigning. Det er voldsomt.«
IF oplyser over for Kurt Christensen, at man har foretaget ændringer, som skyldes, at forsikringen flyttes til 'et andet system'.
»Justeringen af prisen skyldes den generelle situation i verden, som betyder, at prisen på at udbedre skader stiger,« skriver forsikringsselskabet i sit brev til Kurt Christensen.
Overvejer du at skifte?
»Ja, men når man ringer til andre, så kan jeg godt fornemme, at priserne er stigende,« siger Kurt Christensen
Tror du, det kan skyldes, at de simpelthen ikke længere ønsker at have dig som kunde?
»Det er i hvert fald lige i overkanten. Man kunne godt have ønsket, at det var lidt anderledes,« siger Kurt Christensen.
IF svarer i en mail til B.T., at man ikke har foretaget en prisstigning på motorcykler. Der er tale om en 'omfordeling'.
»For eksempel er motorcykler med mange hestekræfter og dermed høj ydeevne blevet dyrere at forsikre hos os, samtidig med, at de ’almindelige’ motorcykler er blevet billigere at forsikre,« skriver pressechef Birgitte Ringbæk i en mail.
Derfor vil nogle kunder opleve en prisstigning, mens andre vil få en lavere pris, forklarer hun.
»Vi kan ikke gå i detaljer om den konkrete kundes situation, men kan dog sige så meget, at prisstigningen skyldes, at der er fremkommet nye informationer på den specifikke MC-model,« meddeler Birgitte Ringbæk desuden.
Det svar forstår Kurt Christensen ikke meget af.
»Det overrasker mig. Hvad er det for nogle specifikationer? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke oplyst nogen specifikationer,« siger han.
Der er masser af gode muligheder for at spare penge på madbudgettet. Sådan lyder det fra kogemand og smagstester Thomas Alcayaga i den seneste udgave af podcasten Spar Kassen, hvor vi også taler om dansk madkultur generelt.
Lyt hos Apple Podcast, Spotify eller ved at klikke play herunder.
