Det danske kvindelandshold i håndbold skal have ny træner, efter Klavs Bruun Jørgensen i går trak sig fra posten.

Og bookmakerne Unibet og Danske Spil er allerede nu klar med odds på, hvem der kommer til at afløse ham.

De to bookmakere er enige om, at der er to klare favoritter til jobbet.

Enten kigges der mod de forsvarende danmarksmestre fra Team Esbjerg, hvor Jesper Jensen de seneste år har gjort det fremragende som cheftræner, eller også vælger man at kigge mod Molde, hvor Helle Thomsen styrer tropperne.

Unibet har førstnævnte som favorit og giver blot to gange pengene på Jesper Jensen som ny landstræner, mens Danske Spil har odds 2,75 på det udfald.

»Jesper Jensen bliver svær at komme uden om med det suveræne mesterskab sidste år, en finaleplads i EHF Cuppen og med titlen som årets træner de seneste to år i træk. Han forlængede godt nok for nylig sin aftale med Esbjerg frem til 2022, men jeg har svært ved at forestille mig, at DHF ikke tager dialogen med ham,« siger pressechef Per Marxen fra Unibet.

Danske Spil tror mest på Helle Thomsen som ny landstræner.
Danske Spil tror mest på Helle Thomsen som ny landstræner. Foto: FRANCK FIFE
Vis mere

Danske Spil tror mere på, at Helle Thomsen bliver træneren, der skal løfte dansk kvindehåndhold tilbage på medaljekurs, og giver blot odds 2,10 på, at hun overtager jobbet.

»Helle Thomsen har hentet flere medaljer som landstræner for både Sverige og Holland og har bevist, at hun formår at tage et hold langt til slutrunder. Det har Danmark brug efter en del magre år. Derfor vurderer vi, at hun er favorit til at lande jobbet,« siger oddsansvarlig Peter Emmike fra Danske Spil.

Blandt de øvrige navne på listen kan nævnes nyligt fyrede Jan Pytlick til odds 8,00 hos Danske Spil, mens et sensationscomeback til Ulrik Wilbek belønnes med odds 150 hos Unibet.