En ny rapport fra WHO viser, at mindre fysisk aktivitet under pandemien har øget fedmen blandt børn.

Mere skærmtid og mindre fysisk aktivitet under covid-19-pandemien har ført til en stigning af overvægtige børn i alderen syv til ni år.

Det viser en rapport fra Verdenssundhedsorganisationen (WHO)s afdeling i Europa.

Forskningen er foretaget fra 2021 til 2023 i 17 europæiske lande, hvor over 50.000 børn deltog.

Undersøgelsen viser blandt andet, at 36 procent af børnene så mere fjernsyn, spillede flere onlinespil eller brugte sociale medier i hverdagene mere under pandemien.

Samtidig brugte 28 procent af børnene mindre tid på udendørsaktiviteter i hverdagene, mens 23 procent brugte mindre tid i weekenderne.

Næsten halvdelen af børnene svarede desuden, at de oftere følte sig triste, mens et ud af fire børn svarede, at de oftere følte sig ensomme under pandemien.

Den regionale rådgiver for ernæring, fysisk aktivitet og fedme i WHO's Europæiske afdeling Dr. Kreml Wickramasinghe forklarer, at der i landene både var positive ændringer og negative ændringer.

Der sås eksempelvis en stigning i usunde kostvaner og stillesiddende tid, mens der også sås, at flere familier spiste sammen derhjemme og at flere lavede mad med deres forældre.

Han håber dog, at rapporten vil presse landene i Europa til at forbedre ernærings- og fysiske aktivitetsmønstre. Lige nu er hvert tredje barn i Europa ifølge ham overvægtig.

Allerede frugt- og grøntsagsforbruget er for lavt, forklarer han.

I rapporten anbefales det, at landene prioriterer sund kost og fysisk aktivitet for børn ved at skabe miljøer, der understøtter en sund adfærd.

Blandt andet ved at sætte afgifter på usunde produkter, ved at have tydelige ernæringsmærker på fødevarer og ved at forbedre programmer i skolen.

Ifølge WHO har pandemien understreget, at det haster med at bekæmpe fedme blandt børn.

/ritzau/