Onsdag aften kom Jan Buur Pedersen og hans kæreste kørende på vejen nær Lille Vildmose. 

Pludselig begyndte bilerne foran dem at køre langsommere og langsommere – og det var der en helt særlig grund til: 

»Vi får at vide, at der en elg, men at den havde lagt sig i et buskads. Idet vi kører videre, rejser elgen sig op og begynder så at gå midt på vejen. Det har jeg aldrig set før,« siger Jan Buur Pedersen, der først delte sin oplevelse med TV 2 Nord. 

Jan Buur Pedersen og hans kæreste var i Nordjylland på ferie og har flere gange besøgt området ved Lille Vildmose, hvor de også tidligere har set en elg.

Det var noget af et syn, bilisterne fik onsdag aften. 
Det var noget af et syn, bilisterne fik onsdag aften.  Foto: Privat
Vis mere

Dog aldrig på denne måde: 

»Det var en kæmpe oplevelse, og det er jo et fascinerende og meget stort dyr. De biler, vi kørte forbi, sad alle med nedrullede ruder og store smil,« siger Jan Buur Pedersen, der tilføjer: 

»Der er ingen, der kan blive irriterede over den langsomme trafik, når man er så heldig at træffe en elg.«

Lille Vildmose er et naturområde i Aalborg Kommune, hvor man foruden et rigt naturliv kan opleve alt fra krondyr, vildsvin, bison – og ikke mindst elge. 

Det er dog noget usædvanligt, at de store dyr bevæger sig ud på vejen. Derfor tog Jan Buur Pedersen også et vis forbehold onsdag aften:

»Det er vildt dyr, så vi holdt pænt afstand. På et tidspunkt trak den ørene tilbage – og så måtte en bil, der var lidt for tæt på, give elgen mere plads,« siger han.

Du kan se videoen af elgen øverst i artiklen.