Saba er ude af Eurovision. Danmark har ikke stået i en finale siden 2019.

Håbet om en finaleplads i årets internationale melodigrandprix, Eurovision, er løbet ud som sand mellem hænderne.

Danmarks deltager, Saba, stillede op med det storslåede nummer "Sand". Men seerne, som suverænt sad med magten mellem Eurovision-ekstase og finalefiasko, sendte ikke nok stemmer afsted til hende.

Det står klart, efter anden semifinale i årets internationale melodigrandprix løb af stablen torsdag aften i et stærkt bevogtet Malmö Arena i Sydsverige.

Årets Eurovision er meget omdiskuteret grundet Israels deltagelse.

Israel gik til modangreb efter den væbnede palæstinensiske bevægelse Hamas' angreb på Israel i oktober og har fortsat bombardementerne.

European Broadcasting Union (EBU), der arrangerer Eurovision, har udtalt, at grandprixet er en konkurrence mellem public service-udbydere, ikke mellem regeringer.

Trods demonstrationer og utallige protester gik Israels deltager, Eden Golan, på scenen. Nogle vendte ryggen til hende, andre klappede, og hun fik seerstemmer nok til en finaleplads.

Der er også en finaleplads til Østrigs deltager, Kaleen, hvis sang, "We Will Rave", har haft danske sangskrivere på.

Malta var den første nation i ilden i torsdagens semifinale, og det blev med et brag. Der var masser af pyroteknik, mens at dansere i bar overkrop kastede rundt med sangerinden Sarah Bonnici, som meget apropos sang nummeret "Loop".

Grandprixkendere har kaldt årets felt for gakket. Der var skruet op for flammer, glimmerbesatte badedragter og akrobatisk koreografi.

Det stod i skærende kontrast til Sabas strømlinede optræden.

Efter fire år uden en finaleplads iværksatte DR sidste år et analysearbejde i håbet om at bryde stilstanden.

De otte sange, som blev udvalgt til Dansk Melodi Grand Prix, hvis vinder får en billet til Eurovision, var udpeget ud fra mantraet om kærlighed ved første lyt kombineret med en stærk vokal og performance.

Vurderingen lød, at det enten var Danmarks fordel eller ulempe. Enten ville Danmark stikke stilsikkert ud - eller ryge ud i glemslen.

Holland lukkede årets semifinale med det højenergiske hit "Europapa". Herefter åbnede afstemningen om de eftertragtede finalepladser.

Der stiller efterhånden så mange nationer op i Eurovision, at finalefeltet findes over to semifinaler.

Den første semifinale blev afholdt tirsdag. Her var den foreløbige favorit til at vinde årets Eurovision Baby Lasagna fra Kroatien, blandt de nationer, som strøg videre.

Også Cypern kvalificerede sig til finalen. Silia Kapsis, som repræsenterede middelhavsøen, havde rødt og hvidt med på scenen. Hun var nemlig flankeret af fire danske dansere. Så der er lidt dansk i finalen trods endnu en afklapsning til Danmarks Eurovision-håb.

Seks lande er allerede sikret en finaleplads. Det gælder Spanien, Storbritannien, Frankrig, Tyskland og Italien, da de betaler de største summer til konkurrencen. Og så er sidste års vindernation, denne gang Sverige, også altid garanteret en plads.

Eurovision-finalen sendes på DR lørdag aften.

/ritzau/