Bomberne falder over byen, der var et af de eneste sikre steder tilbage. 

Hospitaler evakuerer kritisk syge patienter, mens de andre bliver fyldt op til randen. Børn dør, mens de græder efter mad. 

Sådan lyder beskrivelserne i flere internationale medier, herunder BBC og The Guardian om den humanitære krise i Gaza. 

Imens har Israel ingen planer om at stoppe krigen. Ikke før man har nedkæmpet Hamas. 

Palæstinensere har været på flugt nærmest siden krigens begyndelse. Nu må dem, der befinder sig i Rafah, flytte sig igen. 
Palæstinensere har været på flugt nærmest siden krigens begyndelse. Nu må dem, der befinder sig i Rafah, flytte sig igen.  Foto: Mohammed Salem/Reuters/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hverken demonstrationer, et nyligt forslag fra Hamas om våbenhvile – og senest en klar besked fra USAs præsident ser ud til at virke. 

Israel fortsætter deres militære operation i Gaza, der i denne uge er nået til grænsebyen Rafah. 

Og de fortsætter, indtil Hamas er elimineret til grunden, lyder forsvaret fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. 

Rafah har indtil denne uge været stedet, de civile er blevet beordret til at flygte hen. Ifølge BBC holder mere end en million palæstinensere midlertidigt til i området. Andre har boet der hele tiden. 

Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har i denne uge slået fast, at Israel ikke stopper krigen, før Hamas er nedlagt.
Den israelske premierminister, Benjamin Netanyahu, har i denne uge slået fast, at Israel ikke stopper krigen, før Hamas er nedlagt. Foto: Amir Cohen/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Mandag beordrede Israel de civile til at evakuere fra området. Siden er mere 100.000 flygtet til andre dele af Gaza, der ligger mere eller mindre i ruiner, skriver The Guardian. 

»Det kan blive til 300.000 indenfor få dage. Problemet er, at der dybest set ikke er nogen steder, der er sikre og udstyret til at levere de grundlæggende nødvendigheder for overlevelse, til så mange mennesker,« siger en FN-repræsentant i Gaza til The Guardian. 

I flere måneder har der været våbenhvileforhandlinger mellem Hamas og Israel, der endnu ikke har ført til en ende på krigen.

Fredag brød de seneste våbenhvileforhandlinger sammen, skriver Reuters på baggrund af en unavngiven israelsk embedsmand. Vedkommende oplyste her, at den israelske delegation havde forladt forhandlingsbordet.

Israelske kampvogne står klar nær den østlige del af Rafah. 
Israelske kampvogne står klar nær den østlige del af Rafah.  Foto: Abir Sultan/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

Og i denne uge har Joe Biden gjort det klart, at USA ikke vil støtte en militær offensiv i Rafah i det sydlige Gaza – hvis det sker, vil USA standse våbenleverancer til Israel. 

Men heller ikke det får øjensynligt Israel til at helme. 

Det står ikke mindst klart, efter Benjamin Netanyahu torsdag delte en video, der af en række internationale medier tolkes som et modsvar til USA:

»Hvis vi må stå alene, så står vi alene. Hvis det er dét, der skal til, vil vi kæmpe med fingerneglene. Men vi har meget mere end fingernegle,« lød ordene fra Israels premierminister, Benjamin Netanyahu. 

Mere end 34.900 palæstinensere, hvoraf størstedelen er kvinder og børn, er blevet dræbt siden 7. oktober ifølge de palæstinensiske sundhedsmyndigheder, der er kontrolleret af Hamas, skriver BBC.

7. oktober brød Hamas grænsen til Israel og udførte et terrorangreb, hvor 1200 israelere blev dræbt, mens 253 blev taget som gidsler i Gaza. Ingen ved, hvor mange der fortsat er i live.