KLUMME: »Bidens våben-ultimatum til Israel er en gave til Hamas«

Efter syv måneders solid støtte til Israel trækker Joe Biden nu en streg i sandet. USA vil ikke længere supplere Israel med specifikke våben, hvis militæret invaderer byen Rafah i det sydlige Gaza. 

Bidens advarsel kommer i kølvandet på Washingtons beslutning om at stoppe en leverance af bomber til Israel af frygt for, at de vil blive brugt i tætbefolkede områder i Rafah.

USA's beslutning om at stemme for en resolution i FN's sikkerhedsråd i marts tilhører småtingsafdelingen i forhold til dette ultimatum fra Biden. 

Resolutionen har som bekendt ingen effekt haft, eftersom hverken Hamas eller Israel har indrettet sig efter den. Men hvis USA stopper leverancen af bomber og andet artilleri, vil det have enorme konsekvenser for Israels krigsførelse.

De fleste eksperter i Israel er ikke i tvivl om at truslen er reel. Den sætter derfor Netanyahu-regeringen i en ekstremt svær situation. Skal militæret invadere Rafah eller kaste håndklædet i ringen for at sikre vigtige våben? 

Israel har på mange måder sat sig selv i denne situation. USA har forgæves efterspurgt to ting de sidste par måneder: En plan for hvad der skal ske med Gaza dagen efter Hamas, samt en holdbar evakueringsplan for de 1,4 millioner civile palæstinensere i Rafah, i tilfælde af en land invasion.

Israel har ikke formået at imødekomme nogle af kravene. Den manglende strategi skyldes dårligt lederskab af Netanyahu, der bruger mere tid på at sørge for at hans regering overlever. 

Den manglende evakueringsplan er til dels militærets skyld, men omstændighederne i Gaza har også gjort det til en noget nær umulig opgave. For hvor skal de 1,4 millioner flygte hen? 

Mange af de civile har mistet deres hjem i israelske bombardementer af Hamas de sidste syv måneder. Samtidig er pladsen trang. Et område på størrelse med Langeland, hvor alle indbyggere er afhængige af nødhjælp for at overleve. Mange bor i telte under kummerlige forhold.

Samtidig har UNRWA (FNs agentur for palæstinensiske flygtninge) meddelt, at de på ingen måder vil hjælpe de civile med at evakuere. De vil altså hellere se til, når Israels militær invaderer, end at hjælpe de civile i sikkerhed. 

Hvorfor, spørger du? Rent princip. De vil ikke hace siddende på sig, at de har hjulpet med at fordrive civile internt. I alle andre krigszoner i verden, hvor civile også flygter for at redde deres liv, er det selvfølgelig en anden sag. 

Men i Gaza; under ingen omstændigheder. Lad dem hellere dø, end at blive set som en part i Israels krigsførelse.

Ikke ligefrem en beslutning, der bidrager positivt til den række af skandaler, agenturet befinder sig i.

Alt imens klapper Hamas i hænderne over Bidens trussel. Hvis Israel ignorerer Biden og invaderer Rafah, vil det ikke blot betyde en masse civile tab, hvilket Hamas vil udnytte til deres propaganda, Israel vil samtidig blive militært svækket. To fluer med et smæk.

Hvis Israel bøjer sig for Biden og bliver ved forhandlingsbordet, kan Hamas ende med at tvinge Israel til en elendig våbenhvile-aftale. Gidsler dør som fluer i Gaza, hvilket gør Netanyahus løfte om 'total sejr' endnu mere latterlig. 

Det seneste våbenhvilespil fra Hamas mandag aften viste endnu engang hvor meget terrorgruppen er i kontrol. De samme to krav bliver gentaget igen og igen, nemlig en fuld israelsk tilbagetrækning fra Gaza og en permanent våbenhvile, der vil tillade Hamas at blive ved magten.

De ultimative krav og mangel på fleksibilitet er et udtryk for, at Hamas ikke har travlt med en våbenhvile, og samtidig mener, at de er ved at vinde krigen. 

Og det er ikke helt forkert. Jo tættere vi kommer på det amerikanske valg i november, jo mere afstand vil Biden tage fra Israel for at vinde venstreorienterede vælgere.

Jo mere USA tager afstand til Israel, jo sværere bliver det at vinde krigen. 

Hvis man samtidig ser, hvordan Hamas-tilhængere verden over har haft succes med at besætte universiteter, chikanere og angribe jøder, og få alt til at handle om Gaza - ja, så har Hamas' terrorangreb d.7 oktober haft præcis den effekt man håbede på. 

Bidens ultimatum er derfor en gave til Hamas, forårsaget af et elendigt lederskab i Israel.